|
Upopulære Museum Salling |
21-12-2007 |
|
af Åge Dahl, medlem af Skive Byråd
|
|
|
Som medlem af bestyrelsen for Kulturregion Salling-Fjends i 5 år fra 2002 og samtidig bestyrelsesmedlem i museerne Fur, Skive Kulturhistorisk og Spøttrup har jeg været godt og grundigt fedtet ind det forberedende arbejde for det upopulære projekt Museum Salling. Min tilslutning til Museum Salling er givet ud fra min vurdering af situationen den gang:
Der er min opfattelse, at de 3 museers fremtid som bevaringsværdige og attraktive er afhængig af stats-tilskuddene. Derfor er Skive tvunget ind i en sammenlægning, som kan ske på to måder. Kunstmuseet kan sammenlægges med andre kunstmuseer fx i Holstebro og Herning. Fur med andre naturhistoriske museer osv. Eller - som vi forsøger i Skive – at samle egnens museer under en hat som et fælles museumsvæsen, hvori medtages Spøttrup, Sallingsund, Jenle og arkiverne. Vi pegede på sidste mulighed. Organisationsformer drøftedes intenst og endte med en bestyrelse og en direktion for Museum Salling. Skolebestyrelsesmodellen – mit forslag – med en bestyrelse ved hvert museum skal være med til var at sikre de enkelte museer stor selvstændighed og gode udviklingsmuligheder inden for de rammer og mål, Museum Sallings bestyrelse og direktion i samarbejde med byrådet fastlægger. Museernes store støtteforeninger kan fastholdes i skolebestyrelsesmodellen, hvorved det lokale engagement og ejerskab forhåbentligt bevares. SNYK (Skive Kunstmuseum) har udtrykt utilfredshed med modellen med begrundelserne, at det bliver sværere at søge fonde, når lederen af det enkelte museum ikke kan bruge titlen direktør, og at det bliver vanskeligere at tiltrække dygtige ledere, når lederen ”kun” er museumsleder og ikke direktør. Jeg tror ikke på første påstand, og for folkeskolen gælder, at dygtige ledere søger ansættelse, hvor der er udviklingsmuligheder. Dette gælder sikker også for museumsledere. Som museumsinteresseret bruger jeg megen tid på Spøttrup Borgmuseum. Som politiker vil jeg gerne være med til at sikre Skives borgere og gæster gode museer. Det er min opfattelse, at udviklingen i museumsverdenen nødvendiggør handling, hvis de 3 museer skal bestå som statsanerkendte og løse de museale opgaver: forske, registrere, bevare og formidle. Byrådet har taget udfordringen op og valgt at handle. Resultatet er projekt ”Museum Salling”, hvis vigtigste opgaver bliver at løse Skivemuseernes pladsproblem inden for kort tidshorisont. Med hånden i hvepseboet ønskes god jul Åge Dahl |
![]() |