I den talte og skrevne presse optræder ofte en påstand om, at Danmark er et multietnisk samfund. Påstanden fremføres med henvisning til de mennesker af fremmed herkomst, som i de sidste 15-20 år har bosat sig i Danmark.

Det er en problematisk påstand, hvis indhold ikke opnår sandhedsværdi ved at blive gentaget.

At karakterisere det danske samfund som multietnisk er en undervurdering og måske endda ringeagt af den historie, kristendom og kultur, som er grundlaget for det danske samfund.

Hensigten med anvendelsen af udtrykket multietnisk må antages at være et ønske om at nye medborgere skal føle sig velkomne.

Indvandrere og flygtninge, som af ulykkelige grunde har måttet forlade den hjemegn, de er følelsesmæssigt knyttet til og præget af, kommer mere eller mindre tilfældigt til Danmark. Vælger de at blive her, er der tale om et valg, der indebærer, at de vil være danskere. Dermed er de også blevet vore medborgere, som vi skal byde velkommen.

Imidlertid fremmer det ikke oplevelsen af at være velkommen, hvis der er tvivl om, hvem der byder velkommen. Hvordan skal man kunne blive integreret i et samfund, hvis samfundet bekender sig til en multietnisk baggrund?

Et samfund er karakteriseret ved de værdier, som befolkningen, som den er blevet til i historiens løb, har skabt og udviklet. Det er i denne forståelse integrationspolitikken skal vise evne til at respektere og give plads for nye medborgere.

Det kan man kun helhjertet gøre, når man er bevidst om egne rødder. Er man det, er man også fortrolig med den frihed, som trofasthed mod baggrund og identitet giver.

Og af friheden vokser ansvaret til at fortælle, hvem vi er, og i det ansvar er der plads og åbenhed til at møde nye mennesker og respektere deres baggrund, religion og kultur.

Det er her integrationsprocessen begynder – og ikke i en intetsigende påstand om et multietnisk samfund.

Danmark er et dansk samfund, som førhen og nu rummer forskellige etniske befolkningsgrupper.

Skive i september 2001.

byrådskandidat Martin Bach-Vilhelmsen.