Skive, den 22. januar 2002 Kan integrationen
lykkes? Den 20. november fik Danmark et
regeringsskifte efter en kort og hektisk valgkamp. Valgkampen var domineret af få temaer
godt dirigeret af medierne. Et dominerende tema var udlændingedebatten, hvor visse
partier næsten snublede over hinanden for at tilbyde flere stramninger. Debatten om udlændingene blev ført med
et sprogbrug og et billedsprog, der både overraskede og chokerede andre lande i Europa.
Ja, selv fra Australien fik jeg en e-mail fra en god ven, der spurgte: Hvad sker der i
Danmark? Jeg troede, vi var racistiske i Australien, men hvad jeg læser fra Danmark er
dog forbløffende. Denne valgkamp-retorik fandt sted, mens
FN's år mod Racisme og Intolerance var ved at rinde ud. I dette lys forventer Kvindernes
Internationale Liga for Fred og Frihed at der af den kommende regering og ikke mindst af
den nye minister for integration vil blive ført en saglig og kreativ politik med respekt
for internationale konventioner. Vi håber på en bedre integrationspolitik, der beskytter
indvandrere og flygtninge mod diskrimination på grund af anden etnisk baggrund. Vi ved, at det bliver vanskeligt at styre
Dansk Folkeparti. Allerede i december foreslog to byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti i
Skive byråd, at der skulle vedtages en særlov om, at palæstinenserne skulle holdes
under særlig observation m.h.t. socialt bedrageri. Socialarbejdere, lærere,
integrationspersonale o.a. skulle pålægges en speciel pligt til at indberette alt
mistænkeligt, og pas skulle medbringes. Vi reagerede prompte med et læserbrev og
naturligvis afviste et flertal af byrådet at behandle forslaget, der strider mod vor
demokratiske grundlov. Men det er symptomatisk for Dansk Folkepartis brug af
udlændingeproblematikken til politisk vinding. Det der bekymrer mest er dog, at så stor
en del af den danske befolkning har støttet op om de meget negative tanker om udlændinge
ved sidste valg. Derfor må man spørge, hvad kan det skyldes? Hvad er det, der går galt
med integrationen i Danmark? I Skive-kredsen har vi beskæftiget os en
del med integrationsproblematikken gennem foredrag, møder, kulturelle arrangementer,
studiekreds o.a., og vi finder, at der er flere grunde til, at dansk kultur er blevet
meget lukket over for fremmede. Vi interesserer os ikke for fremmede - vi tåler dem måske, men er ikke interesserede i at
møde dem og forstå deres bag grund. Vi passer vores egen kul tur i foreninger,
på arbejdspladser og i vore parcelhuse. En iraner spurgte mig engang: Hvad laver
danskerne i deres huse? De kommer aldrig ud af dem efter kl. 17. - Danskerne er meget
stille. De kan sidde i timevis over for hinanden i et
tog uden at sige noget til hinanden. De har heldigvis avisen at gemme sig bag ved. Bag
avisen er der trygt, der kan man nøjes med at sidde og læse om udlændinge. Denne lukkede, hygge-gruppe kultur er så
selvfølgelig for danskerne, at vi slet ikke opfatter denne danske hverdag som kultur. Det
er de fremmede, der har en kultur, vi ikke forstår. Vi fatter ikke, at vor kultur kan
være en barriere for integrationen. Vi aner ikke, hvilke krav vi stiller til dem, når vi
siger: »De må se at blive integrerede«. Eller som en ældre dame udtrykte det:
»Hvorfor kan de ikke bare blive danskere?« Samtidig bruger vi begrebet kultur til at
kulturalisere indvandrerproblemerne. Vi gør deres integrationsproblemer til noget
kulturelt betinget. Vi glemmer derved at se på de sociale, arbejdsmæssige og økonomiske
spændingsfelter. Begrebet integration bliver som oftest
misforstået af danskerne. Integration betyder: »Forbindelse af mangfoldighed til en
helhed«. Mange danskere forveksler dette begreb med assimilation, der betyder: »At gøre lig med«. Mange danskere betragter
derfor Integration som en indordnings- og opløsningsproces, ~ der skal føre til total
danificering. »Kan de dog ikke I bare blive danskere?« I integrationsprocessen har Danmark
svigtet totalt på et meget afgørende punkt - arbejdet! Arbejdet er jo ikke blot et
levebrød for danskerne. Det udgør fundamentet for vor identitet. Hvis vi møder et nyt
menneske, spørger vi altid ”Hvad laver du?”. Vi vil gerne have den anden
placeret i livsforløbet. Er du på bistandshjælp, under uddannelse, i gang med en
lovende karriere eller kører du på 65-billet? Uden arbejde er man et socialt problem.
Men vi er træge i Danmark. Vi skriger på højtuddannede folk som arbejdskraft, og vi har
dem gående som taxachauffører a og grønthandlere. Vi har næsten ingen muligheder for at
forstå hvor
svært det er lade sig integrere. Hvor sorgfuldt det er at erkende, at man
ikke kan vende tilbage til det, man har forladt. Man er meget sårbar i
integrationsperioden. Man er bange for at komme til at dumme sig over for uskrevne regler
- og hvor forandret kan man klare at blive uden at gå i stykker? Problematikken kan opsummeres i to
spørgsmål. 1) Kan man blive dansk som indvandrer eller flygtning? Jeg tror ikke man kan,
og det er en afgørende erkendelse, for så bliver kravene til de fremmede anderledes. Da
jeg med familie flyttede til Salling, forblev vi tilflyttere ide 25 år, vi boede der, på
trods af lokalpolitisk arbejde i kommunalbestyrelse og borgerforening i mange år. Men vi
følte os hjemme i Hvidbjerg. Jeg tror, man forbliver indvandrer i alle
tilfælde i den første generation. Der er store dele af en, der ikke lader sig integrere,
lige fra det sprog, man taler i søvne, til børnerim og blomsternavne. Førstegenerations
indvandrere føler sig ikke som danske i Danmark, men de kan føle sig hjemme. Det andet spørgsmål er: 2) Er det
vigtigt at føle sig dansk? Jeg tror, det er vigtigere at føle sig som et ligeberettiget
medlem af det danske samfund. At man indgår i menneskelige relationer og deltager i det
danske hverdagsliv og derved føler sig hjemme i Danmark. Det er her muligheden for at få
arbejde spiller en afgørende rolle for at få del i dansk hverdagsliv. Det er mit håb, at den nye
integrationsminister vil lægge stor vægt på at engagere samfundet i at skaffe
arbejdspladser for at fremme integrationsprocessen. Det vil betyde, at de etniske
minoriteter i første omgang vil komme til at udgøre en ny form for danskhed. Blandt
andet en muslimsk form for danskhed. I denne
proces prøver dele af det danske samfund krampagtigt at genskabe en danskhed, der
eksisterede for 50 år siden. Ligeledes forsøger dele af de etniske mindretal at holde
fast i deres hjemlands kultur, som den var for 30-50 år siden. Det er en ulykkelig
udvikling. Denne udvikling fører til polarisering og
marginalisering. Vejen frem er spørgsmålet om man har mod til at tage imod
udfordringerne og forandringerne som et interkulturelt samfund byder på. Et mod som alle
grupper idet danske samfund skal udvise ved at acceptere de større forskelligheder, der
vil komme til at præge det danske samfund. Oftest drejer det sig blot om at leve side
om side med ligevægtig respekt for hinanden og huske at: Integration er forbindelse af
mangfoldighed til en helhed. Karen Rald Kvindernes Internationale Liga for Fred
og Frihed Torvestræde 4 7800 Skive |