12.9.2001

Decentralisering i Skive

For kort tid siden vedtog Skive Byråd en decentraliseringsaftale. Det var en god og fornuftig beslutning. For afgørelserne træffes naturligvis bedst der, hvor de sker og af dem, som de vedrører i det daglige arbejde.

Men ingen regler uden undtagelse. Når institutionerne selv skal klare deres lønudgifter, kan især mindre institutioner komme i klemme, hvis en medarbejder bliver langtidssyg eller en medarbejder skal på barselsorlov. Vi kan risikere, at vore børn ikke bliver undervist, fordi der ikke er penge til vikarer. De ældre kan få en ringere pleje, hvis der ikke er nogen til at passe dem. Og endelig kan det få den virkning, at institutionerne ser bort fra kvinder i den fødedygtige alder, når de skal ansætte nye medarbejdere.

Det er jo helt klart ikke meningen med decentraliseringsaftalen. For at undgå disse konsekvenser kan vi gøre som en af vore nabokommuner. Her indbetaler alle institutioner til en fælles pulje, som institutionerne så kan søge penge hos, hvis de har problemer.

På den måde kan bivirkningerne ved decentraliseringen minimeres og beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt til glæde for os alle.

 

 

Egon Espersen

Byrådskandidat for Det Radikale Venstre

Lundhedevej 22,

7800 Skive