Skive, den 4. maj 2002 Brugerbetaling på biblioteker De radikales nyvalgte og dygtige folketingsmedlem og kulturordfører, Naser Khader, har i anledning af at KL-formanden, Ejgil W. Rasmussen, har givet udtryk for, at der kan være grund til at overveje brugerbetaling på nogle af bibliotekernes ydelser, udtalt, at det kan der ikke være tale om. Alle skal have adgang til information, litteratur, musik og kultur via bibliotekernes tilbud, siger Khader, og fortsætter: Videoindustrien er ren underholdning. Biblioteker er en del af vores oplysningssamfund det er en adgangsbillet til dansk historie og kulturarv og skal under ingen omstændigheder forbeholdes dem, der kan og vil betale. Hvor er det dog let at være enige i disse udsagn! Problemet er blot, at en så bastant udmelding understreger den
berøringsangst, som mange politiker udviser, når de skal forholde sig til, hvordan
velfærdssamfundet skal videreføres. Der er da vist bred enighed om, at det er
nødvendigt at se på samtlige velfærdsydelser et for et og overveje, om det skal
opretholdes som fuldt skattefinancieret ydelse eller som delvis brugerbetalt. KL-formanden bliver ganske vist undsagt af sine egne, men redaktør
Ole Dall taler i lederen i Skive Folkeblad den 4.ds. om radikal selvransagelse og
foreslår, at man indstiller sig på nytænkning også i forbindelse med
biblioteksydelser. Ole Dalls henstilling og forslag er det mest konstruktive, der er
sagt i den sag. Martin Bach-Vilhelmsen Egerishave 3 7800 Skive. |