| Bragt i Skive Folkeblad - maj 2001 Ingen tvivl Skive Radikale Vælgerforening går helt og fuldt ind for Verdenserklæringen om menneskerettighederne, hvor alle har tale og trosfrihed og frihed for frygt og nød. Globaliseringen, d.v.s. markedskræfternes og informationsteknologiens nedbrydning af statsgrænserne økonomisk, politisk og kulturelt, stiller øgede krav til menneskerettighedernes efterleven. Desværre er det kun en lille brøkdel af verdens lande, som opfylder disse krav, og det er blandt andet årsagen til, at mennesker flygter til landene i Europa inklusiv Danmark De mennesker, der anmoder om tilladelse til at bo i Danmark skal have en anstændig behandling. Vi skal derfor være meget bedre til at integrere de nye danskere i samfundet og på arbejdsmarkedet. Det er en gensidig proces, hvor de nye danskere straks skal modtage undervisning i dansk og danske forhold. Vi skal til gengæld lære at se på de enkelte personer og deres kvalifikationer i stedet for at dømme dem på deres efternavn. Vi har desværre også fået nogle kriminelle asylansøgere til Danmark, og dem er hverken de reelle asylansøgere eller danskerne interesserede i. Alle både danskere og dem, der ønsker at blive danskere skal overholde vort lands love. Det radikale Venstre har mod til forandring og nye udfordringer. Vi tror på, at fremtiden kan bruges til at skabe et samfund, der er bedre end det, vi har i dag. Med venlig hilsen Egon Espersen Lundhedevej 22 Skive Byrådskandidat for Det radikale Venstre |