Nyt skoleår – ny kreativitet

For længe, længe siden handlede overvejelserne om indholdet i et nyt skoleår om, hvordan man bedst fremmede fagligheden. Sådan er det ikke mere. Folkeskoleloven taler om tilegnelse af kundskaber, færdigheder m.m. Loven fastslår også, at skolen skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar m.m.

Det er vel det, vi forstår ved undervisning og opdragelse.

Med baggrund i lovteksten har kommunerne udarbejdet deres skolepolitik, og skolerne udvælger de indsatsområder, som - i respekt for den nationale lov og den kommunale skolepolitik - er med til at omsætte lovteksten til praksis.

I bestræbelserne for at alle elever kan tilegne sig kundskaber, færdigheder m.m. vælger flere og flere skoler at afdelingsopdele skolen. Typisk med en yngste-afdeling, en mellemtrinsafdeling og en afdeling for de ældste elever.

Med denne måde at organisere skolen på forøges mulighederne for at arbejde på tværs af årgange og fag, og tilegnelsesaspektet bliver tilsvarende større.

Enelærerens tid hører historien til. I dag arbejder læreren i årgangs- og/eller klassehold -eller »team« som det hedder på nudansk. I teamet er samlet den ekspertise af faglig, og social karakter, som den enkelte klasse eller årgang har behov for. Der kan under hensyntagen til elevernes forskellighed og fagets karakter arbejdes i skiftende elevsammensætninger. For eksempel kan en årgang, der almindeligvis tæller 45 -50 elever, i nogle lektioner opdeles i en storgruppe på 40 elever og et hold på 10, hvis tilegnelsesprocessen kræver det.

Det bliver interessant at se, hvordan det vil gå i fremtiden med klassebegrebet og klasselærerfunktionen. Lige nu ser det ud til, at skolen om få år arbejder med årgange og holddannelse. Klasselæreren bliver afløst af kontaktlærere, så opmærksomheden om den enkelte elevs trivsel og udbytte af skolegangen samt forbindelsen til hjemmene fastholdes.

Det er så nemt at sige, at det er »udviklingen«, der nødvendiggør ændringer i skolen, men man skylder at opholde sig ved, hvad der forstås ved »udviklingen«. I almindelighed er der knyttet noget positivt, noget fremadskridende til udtrykket »udviklingen«, men det er værd at være opmærksom på, at udvikling forudsætter afvikling.

Vi er nået dertil at vidensbegrebet ikke lader sig afgrænse. Der eksisterer så ufattelig megen viden, at det ikke tjener noget formål at tale om faglighed i gammeldags skolebogsforstand. Derfor skal eleverne bibringes redskaber, så de kan tilegne sig viden og færdigheder m.m. Tilbage står den udfordring at indkredse og formidle den »almene viden«, som er en betingelse for al samtale, og for at døde begreber og tomme ord kan få liv og fylde. Kender man for eksempel ikke til den nordiske - eller for den sags skyld den græsk-romerske - mytologi, vil man være ilde stedt, når man læser, ser på kunst, går i teater og biograf, er til koncert eller gætter kryds og tværs.

Hvad angår den opdragelsesmæssige side af skolens virke, skal man være opmærksom på, at vi i løbet af en enkelt generation har afviklet de normer og holdninger, som førhen betingede fællesskabet og som bar opdragelsen. Derfor skal eleverne »..forberedes til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre«.

I skolens etablering af lærerteams er der taget højde for, at der i denne "forberedelse« forekommer forskellige synspunkter og holdninger. Det er imidlertid vigtigt, at forældrene sammen med deres børn er med på banen, når de meget vigtige samtaler om værdier og holdninger finder sted.

Der er meget at forholde sig til!

Noget tyder eksempelvis på, at det fleksible menneske er blevet idealet. Tænkningen er vel, at jo mere fleksibel man er, jo bedre kan man til- og indpasse sig i et livsforløbs skiftende behov.

Skolens elever skal ikke undervises og opdrages til at være fleksible. De skal udvikle sig til at være selvstændigt tænkende personligheder, som også er i besiddelse af en kreativitet, der gør det muligt for dem at få ideer, at se muligheder og finde veje, når de har behov for det.

Det er skolens opgave i den enkelte elev at skabe det fundament, der gør det muligt at tilegne og at forberede sig. Den udfordring er så stor, at forældrene i hjemmene nødvendigvis må være med.

Egerishave 3