|
Demokratiet har ingen facitliste. Det har matematik. Demokratiet bygger på
tilliden til det enkelte menneske trods dets skrøbelighed. Det er ikke et
supersystem, der sikrer strømlinet effektivitet. Det er et system skabt af
mennesker, ikke en mekanisk superindretning med tandhjul. Fru Hansen i
Hadsund er ikke et tandhjul!
Men demokratiet kan ikke leve af sin skrøbelighed. Det må selvfølgelig
gerne stræbe efter effektivitet, selv om det er et uopnåeligt mål i
virkelighedens verden. Og skrøbeligheden må ikke blive en undskyldning for
manglende beslutningsevne. Et demokrati, der lægger mere vægt på ord end
beslutninger, risikerer at gå til i sit eget ævl. Demokratiet skal leve af
holdninger, debat, åbenhed, ansvar og beslutningsevne. Den enkelte borgers
ansvar for sig selv og ansvaret for det fælles.
I diktaturet behøver borgeren ikke tænke, for det klarer lederne, partiet
eller generalerne. Men indbygget i ansvaret er en risiko for afmagt, fordi
den enkelte på papiret har nøjagtig lige så meget at skulle have sagt som
alle andre, men let kan føle sig overset. For ikke at sige umyndiggjort.
Hvis ansvaret er usynligt, bliver følelsen af afmagt overvældende.
Det var Hørup, der sagde ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”.
De blev sagt i en tid, hvor både Landsting og kongemagt spillede aktivt
med i kampen om retten til at bestemme. Det er i den sammenhæng, ordene
skal ses.
I dag ved vi - belært af mange historiske eksempler – at jo mere magten er
centraliseret, jo større er risikoen for demokratisk iltsvind. Vi har brug
for et civilt samfund, hvor borgerne kan udfolde sig frigjort fra statens
formelle krav. Ikke som lukkede loger, men som frivillige sammenslutninger
bygget på mangfoldighed. Fra ornitologer til overlæger. Fra frimenigheder
til filatelister. Fra venstrehåndede til højreorienterede. Danmark har en
frugtbar, demokratisk underskov, der trives udenfor ”systemet”. Et
civilsamfund på egne betingelser. Og sådan skal det også være.
Når demokratiet ikke kan være effektivt og strømlinet, beror det også på,
at moderne samfund er komplicerede. Antallet af dilemmaer større end
antallet af mulige løsninger. Det er kun på ideernes harmløse plan, man
kan forestille sig enkle løsninger på komplekse problemer. Columbus-ægget
var en smart løsning. men ægget gik som bekendt i stykker. Askepots
stedsøstre måtte hugge hæle og klippe tæer for at passe skoene. En
hårdhændet løsning. I ethvert samfundsspørgsmål er der altid mere end én
løsning. Og alligevel udfolder der sig ofte blandt vælgerne en voldsom
demagogi, en slags samtalens ukrudt, hvor de folkevalgte bliver
skydeskiven. Men i virkeligheden er det vælgerne selv, der med deres
firkantede og Askepotagtige løsningsforslag styrker denne form for
samtale-ukrudt. Derfor fristes de folkevalgte også let til at dyrke
demagogien, som er mere slagkraftig end tvivlen. Men husk, at demagogiens
tvillingbroder er egoismen.
Her brænder den demokratiske tamp. Demokrati er nemlig den organiserede
form for opgør med personlig dovenskab. Det handler ikke kun om DIG. Det
handler om OS. Og det handler om at præstere frisind. Ikke bare tolerance.
Men frisind. Tolereancen accepterer bare lidt lallende, at du har lov til
at være dig selv. Frisind betyder, at du reelt tager andre alvorligt. Du
tilstår dem retten til at mene, hvad de vil, men du går i flæsket på dem,
hvis du er uenig. Det er forskellen på frisind og tolerance.
I romanen ”Brødrene Karamazov” af Dostojevskij lader forfatteren djævelen
sige, at han glæder sig til det 20. århundrede, Når han får udryddet
medfølelsen, har han vundet.
Et demokrati uden medfølelse, uden hjertelighed og uden accept af de
andres uindskrænkelige ret til at være med, uden frisind, er det et sølle
demokrati. Og lige som demagogien er ukrudt i den demokratiske samtale, er
enhver form for hetz mod ”dem” og forherligelse af ”os” en slags
demokratisk Round Up, der renser ud og fjerner hjertelighed og medfølelse.
Derfor skal man være klar til ikke blot at give sine politiske modstandere
plads. De skal også have indflydelse. At give andre indflydelse er at sige
JA til, at modstandere er ligeberettigede.
Hvis demokratiet kun handlede om at skaffe sig et flertal, ville det ikke
være særlig demokratisk. Det handler om at søge fælles løsninger på fælles
problemer. Og ingen skal udsættes for janteloven og dens normalitetskrav.
”Du skal ikke tro, at du er noget”. Jo, du er noget. Du er nemlig
medborger. Og det er de andre også!
Selvfølgelig er der forskel på folk. Det er en af det åbne samfunds
største gaver til os alle. Det betyder blandt andet, at der er plads til
sådan én som dig! Demokratiet har ingen eksamen, hvor der kan ske en
måling af den enkelte borgers kvaliteter. Dumpet. Bestået. Hver og en af
os har i den demokratiske optik sin egen kompetence. Ingen af os kan leve
op til idealerne.
Men et vigtigt ideal er hyldesten til det selvhjulpne. Det er nemlig
vigtigere at være borger end klient. Stræber man efter klientrollen, har
man opgivet at håndtere sit eget liv. Derfor har alle en pligt overfor de
personer, som er ved at glide ud af fællesskabet og hvis eneste løsning
synes at være køen hen til kasse 1. Vi har et ansvar, som ikke kan måles
og vejes, men som er hele forudsætningen for, at vi har et fælles samfund
og ikke bare er en masse individer med deres private færdselsregler. Vi
skal igen og igen erindres om, at vi alle er deltagere i et projekt, der
er større end enhver af os selv! Og de selvsikre og duelige skal erindre
sig det
gamle retsord, at det altid er den stærkes pligt at sikre den svage hans
ret. Ikke som formynder, men på en måde, så man opfylder forfatteren Dario
Fos motto: Vi har pligt til at opretholde de udsattes værdighed. Hjælp må
ikke forveksles med øllebrødsbarmhjertighed. Det er begrebsforvirring. Man
hjælper nemlig ikke folk ved at snakke dem efter munden. Men ved tage dem
alvorligt. At stille krav og samtidig være solidarisk er to sider af samme
sag. Rettigheder og pligter er to sider af samme mønt.
I demokratiets menneskesyn ligger en fantastisk optimistisk forestilling
om det enkelte individs ukrænkelighed og kvaliteter, men det moderne
samfunds afhængighed af centrale beslutninger sætter fokus juristen Alf
Ross´ begreb ”magt bag grænser”. Magthaverne må ikke have total magt. Et
nyttigt modtræk er magtdeling. F. eks. Montesquieus sondring mellem
lovgivende, udøvende og dømmende. Det er Ikke en grå teori, men en nøgtern
analyse af enevældens overflod af magtmisbrug. Magten skal derfor begrænse
magten.
Vi har eksempler nok på, at den totale magt er farlig. Den var det under
enevælden. I de totalitære stater. Og bygger den på tilslutning fra et
komfortabelt flertal, kan den let ved sin selvtilfredshed producere et
massehysteri, som ser alle mindretal som farlige for både staten,
flertallet og ikke mindst de velerhvervede interesser. Antisemitisme,
racehad og forfølgelse af klassefjender er eksempler på massehysteri
begunstiget af et midlertidigt flertal, der fik kontrol over statsmagten
og misbrugte denne magt. Her skal demokratiske værdier stå deres prøve.
Her skal der være plads og ikke mindst ret til at sige NEJ. Helt centralt
bliver derfor
spørgsmålet: Kan vi komme af med magthaverne uden at bruge vold?
Ernest Bevin, der var engelsk udenrigsminister i Labour-regeringen efter
krigen, blev engang spurgt, om han havde et godt råd til ungdommen. Svaret
var: ”Have the courage to say no”. Hav modet til at sig nej! Jeg synes
egentlig udmærket, at man kunne udstrække rådet til alle generationer.
”Hav modet til at sige nej!
Enhver skal frit kunne sige nej til at være nikkedukke sammen med et
konformt flertal, der glemmer, at demokrati handler om umistelige
rettigheder lige så meget som det handler om noget med flertal.
Flertallet kan jo for eksempel ikke ophæve ytringsfriheden, selv om
mindretallet siger grimme
og frække ting. Flertallet kan ikke afskaffe den opposition, der er
garanten for, at flertallet
ikke beslutter, at det har monopol på sandheden.
Demokratiet er ikke, som det hed i gamle dages pædagogik, ”ro, renlighed
og
regelmæssighed”. Demokratiet skal leve af og beskytte mangfoldigheden.
Demokratiet er som
en regnbue, storslået og farverig. Nogle siger med guld, hvor buen ender.
Til gengæld kun i
særlige atmosfæriske situationer. Blæse være med det guld!
Demokratiet lever ikke af festlige tirsdage hvert 3. eller 4. år. Nok er
valgdagen en festdag, men demokratiet er grundlæggende et hverdagsprojekt
- også med plads til rod. Og rod er ikke nær så stort et problem som
uigennemskuelighed.
Der skal være plads til alle, der har et bud på det fælles, men kravet er
også, at der ikke er plads til den skjulte dagsorden, der tømmer samtalen
for indhold, og som har andre mål end at blive klogere ved at lytte. Det
må aldrig blive sådan, at når de store klokker ringer, så kan man ikke
høre de små. Et fint citat fra vandrehallen på Christiansborg. Den
samfundsmæssige samtale får langt mere næring af tvivl og spørgsmål end af
”Der-er-ikke-noget-at-komme- efter-svar”. Og den overlever ikke i tavshed,
hvad enten stilheden er udtryk for selvcensur eller fordi flertallet
klipper og friserer ytringsfriheden. Ytringsfriheden er uredt, med det
frie ord skal selvfølgelig ikke give plads til uredelighed.
Den samfundsmæssige samtale bygger på en smuk tro på, at vi kan blive
klogere. At vi hele tiden kan udvikle os og finde ud af, at verden er
større, end vi først troede. Demokratiet er nemlig ikke entydigt. Vi kan
endda ændre opfattelse af, hvad der er lovligt. Abort, regler om ægteskab
mellem danskere og udlændinge, fartgrænser, skattesnyd o.s.v.
Men hele tiden er kravet, at der skal skabes resultater til gavn for alle
ud fra de millioner af små krydser, som hver enkelt vælger med sine
interesser og sine drømme har sat. Disse små krydser er virksomme midler,
og selv om ingen folkevalgte kender mange af deres krydsers ophavsmænd, så
er forpligtelsen til at gøre sit bedste et must for hvert eneste medlem.
Og sit bedste kan jo godt gøre ved at gøre noget andet, end det man
troede, man ville gøre. Det hedder det frie mandat. Retten og pligten til
selv at tage stilling. At have modet til at sige nej.
Det er både styrken og svagheden ved det repræsentative demokrati baseret
på politiske partier, når alle disse krydser skal forvandles til konkrete
beslutninger om færdselslove, skolelove og finanslove.
Vi arbejder i en globaliseret verden med de fordele og ulemper, der følger
af grænserne. Vi står pludseligt med en stor og ny dimension i vores
demokrati. Hvordan får vi det over- nationale demokrati til både at være
effektivt og demokratisk i vores egen traditionelle forstand?
Kan vi f. eks. have et demokrati, hvor vi ikke taler samme sprog og hvor
alle ikke kan stemme på alle opstillede kandidater? Der er som i alle
demokratiets spørgsmål intet bestemt svar på dette. Men der er et vigtigt
vilkår: Vi bliver nødt til at møde den nye tids og den verdens krav uden
frygt og angst for alt fremmed og udenlandsk. Man afskaffer ikke
virkeligheden ved strudseagtigt at lukke øjnene eller bruge
fjernbetjeningen til at skifte program.
Det ligger ikke i demokratiets værdigrundlag, at der er nogle på den ene
side af en grænse, der er bedre end dem på den anden side. Derfor må vi
møde det nye og bruge den velsignede ytringsfrihed til at få talt med de
andre om hvilken verden, vi vil have. Hvis den samtale forstummer, er den
først gal. Vores nuværende velstand er ikke værn nok. Ingen nok så høj mur
kan holde verden ude. Kan I forestille jer en dansk børs, der fungerede
uden sammenhæng med verdens andre børser?
De store energikriser i 70´erne, de økonomiske tilbageslag i 80´erne, den
nye verdensorden og de seneste års terrorisme har skabt både materielle
ændringer og mentale brud. Det er nok ikke underligt, at udsatte mennesker
kan blive så yderligtgående, at de opgiver samtalen og vælger den
hjerteløse og brutale terror. Når man opstiller sin egen politiske eller
religiøse sandhed og handler derefter, så er den gal, for jo mere man
nærmer sig en ”sandhed”, jo mere fjerner man sig fra virkeligheden. Nemlig
dér hvor man skal skabe de kompromiser, som er demokratiets rugbrød.
Kerneholdigt, sundt og uundværligt som basiskost. Ikke mindst
religiøse forestillinger kan true demokratiet. Folkestyret angår nemlig
det fælles. Troen er din egen. Ikke underligt, at det siges, at der ved
indgangen til himlen står et skilt med teksten ”Hold venligst din religion
for dig selv”. Det siges også, at Vorherre påstår, at det er derfor, der
er så fredeligt i himlen.
Hvor demokratiets og religionens veje mødes, har religionen ubetinget
vigepligt! Og hver gang! Demokratiet henter sin berettigelse i livet i
dette samfund og i samtalen mellem mennesker, og kan ikke acceptere
mytologiske bindinger. Demokratiet skal kunne lave om på sig selv. Det har
ingen dogmer. Det er foranderligt, når blot nogle få vilkår er opfyldt.
Målet her på jorden er at sikre de grundlæggende værdier, som demokratiet
bygger på. Det er flertalsprincippet, de urørlige og dog foranderlige
rettigheder. Lad os bare kalde dem menneskerettigheder. Og endelig kan et
samfund ikke overleve uden medfølelse eller hjertelighed. Eller sagt helt
u-religiøst: Næstekærlighed! Din næste! Medmennesket!
Religiøse fanatikere har svært ved at acceptere, at det ikke er deres
personlige Vorherre, der har flertallet i parlamentet og at andre stemmer
– både politiske og religiøse – skal kunne lyde uden risiko for
chikanerier og forfølgelse. Måske der ingen himmel? Måske er der slet ikke
demokrati i himlen? Måske ville Vorherre ikke engang stemme på Kristeligt
Folkeparti! Måske er Vorherre budhist!
Når demokratiets liste over rettigheder hele tiden er foranderlig og åben
for ændringsforslag, beror det på mange forhold. Ikke mindst teknologien
har skabt nye vilkår for borgernes sikkerhed. Brevhemmeligheden er nu et
spørgsmål om adgangen til din computer og ikke til din brevkasse.
Samtidig er der sket en
bemærkelsesværdig forskydning i borgernes opfattelse af trusler. Da
enevældens røg ud, var det vigtigt at lægge bånd på statsapparatet. Man
havde set mange uhyggelige eksempler på statens undertrykkelesmagt.
Forfatteren P. A. Heiberg blev landsforvist i 1800. 20 år senere sad den
lommerevolutionære dr. Dampe fængslet i mange år på Christiansø. Som en
historiker har sagt det - ”uafvaskelige pletter på enevældens regnebræt”.
Derfor skulle borgeren have sikkerhed mod statsmagten.
I dag har fokus ændret sig markant. Vi er borgere i et klage-, anke- og
rettighedssamfund, der giver borgerne masser af sikkerhed, men til gengæld
føler vi nu vores sikkerhed truet af andre borgere. I dag kommer truslerne
fra rockere, ungdomsbander, andengenerationsindvandrere, husværten,
arbejdsgiveren eller eks-manden. Ikke fra Lene Espersen. Det er et ny
sikkerhedsproblem med lige dele angst for fysiske repressalier og pres mod
en af demokratiets perler, ytringsfriheden. Folk føler sig truet til
tavshed.
Derfor er følgedebatten om Jyllands-Postens tegninger så afgørende, for én
trussel mod demokratiet er den rå og direkte trussel mod andres ytringer,
men langt mere raffineret er den selvcensur, der canceragtigt fjerner
lysten til at deltage i en samfundsdebat, hvis man trues på
liv eller brød. Her er ethvert bidrag velkomment. Også med særprægede,
ironiske,
lattervækkende, tåkrympende og grænseoverskridende ytringer. Det er vold,
vi siger nej til.
Ikke sarkasme, ironi, satire og latterliggørelser. Og brug af
ytringsfriheden bør ikke forhindre
os faktisk ikke i at opføre os ordentligt, når vi omgås andre mennesker.
Vi skal ultimativt holde fast i det udsagn, som tillægges forfatteren
Voltaire, der til en
politisk modstander sagde: ”Deres synspunkter er mig en vederstyggelighed,
men jeg vil dø
for Deres ret til at have dem”.
Derfor er ytringsfriheden et af demokratiets tre grundstoffer.
Flertalsprincippet et andet. Og
endelig er respekten for fællesskabet det tredje. Ytringsfrihed uden
trusler og snigende
selvcensur fordrer en herredømmefri samtale. I samtalen ligger der en
øvelse i at blive klogere
på den fælles sag. Hvis det formål forsømmes, så trues det demokratiske
grundvand af
forurening. I samtalen kan den enkelte pludselig høre og måske indse, at
verden ikke er så
entydig, som han troede. At blive lydhør er ikke det samme som at give op
og give
indrømmelser.
I et demokrati kræves der åbenhed, åbenhed og atter åbenhed i samtalen. Og
tre gange er
selvfølgelig ikke nok, hvis debatten skal kvalitetssikres. Demokratiet er
nemlig altid under
forandring, altid i bevægelse, fordi verden og menneskene ændrer sig. Man
kan ikke gøre
tingene på samme måde, som de blev gjort i forgårs. Man kan have regler,
som skal følges og
som alle – flertal og mindretal er underlagt – men reglerne skal kun være
rammer for
borgernes deltagelse i magtdelingen.
Det er forunderligt, med et styre byggende på så skrøbelig faktor som
mennesket. Det fordrer
ydmyghed overfor ansvaret som medborger, og derfor er åndshovmod en bombe
under den
ligeberettigede samtale. Det er faktisk en del af demokratiets vilkår, at
høj og lav, gammel og
ung, mand og kvinde, erfaren og forvirret, Kong Salomon og Jørgen
Hattemager, skal kunne
føre en samtale uden åndshovmod og med viljen til i fællesskab at træffe
beslutninger om res
pubilca. Den fælles sag, de fælles vilkår, som højskolemanden, teologen og
folkeoplyseren
Hal Koch altid betonede som det helt centrale. Res publica!
Intet opstår af intet – undtagen lommeuld. Demokrati kommer ikke af sig
selv – lige som
foråret! Det kommer ikke af hverken Søvndals, Nyrups eller min tale. Det
kommer af varigt
engagement og åbenhed overfor andre i en fortsat debat om det fælles
samfund og den fælles
fremtid.
Det kan få bedre betingelser, hvis folk kunne erkende, at demokratiets
ufuldkommenhed
svarer til deres egen. Og netop fordi vi er ufuldkomne har vi brug for
hinanden. Vi er selv
repræsentanter for alle laster og dyder.
Lad os trøste os med, at opgaven ikke er helt uoverkommelig, selv om der
ingen facitliste er.
Som Storm P. sagde: Livet er svært.
Jeg vil tilføje: Det er demokratiet også.
Og så tilføjede Storm P. trøstende. Men matematik er endnu sværere.
|