Regeringen tager roserne - Kommunerne udfører det beskidte sparearbejde

 

21-08-2007

af  Åge Dahl, medlem af Skive Byråd

 

 

Fogh-regeringen har gennemført en kommunalreform og en økonomisk udligningsreform. Hele tiden har regeringen og Dansk Folkeparti (DF) fremført, at målet er at sikre bedre service, højere kvalitet og mere velfærd på kerneområderne: børnepasning, undervisningen, sundhed og ældre.

DF har hvert år fået nogle hundrede millioner til ældreområdet. Egenbetalingen til børnepasningen er nedsat. Ventetiden for behandling af syge er forsøgt nedsat uden det store held.

Dertil kommer kvalitetsreform i den offentlige sektor, mere løn til de offentlige ansatte i social og sundhedssektoren og børnehaver og skoler.

Dette er gennemført sammen med et skattestop – og nu i dag en skattelettelse på 10 mia, som skal finansieres bl.a. af grønne afgifter. Det sidste er fornuftigt, men netop et af regeringens kritikpunkter over for den tidlige regering(Svend Auken).

Hele tiden får befolkningen at vide, at der er kommet, og der kommer flere penge til at sikre bedre offentlig service og mere velfærd. Borgere i Skive Kommune vil ikke få bedre service, mere kvalitet og flere varme hænder. Dette belyses med nogle eksempler:

Skive Byråd afholder budgetseminar 2 dage i denne uge for at få budget 2008 på plads.

Indtægter og udgifter byggende på fremskrivning af budget 2007 viser et underskud/kasseforbrug på 55 mio. stigende de kommende år til 87 mio 2009, 95 mio 2010 og 106 mio 2011. Disse røde tal skal formindskes og helst skifte farve.

I Skive Kommune er vedtaget, at der over kort tid skal spares 10% på personalet i administrationen. Ældreområdet, børnepasningen, skoleområdet, vejområdet m.m. er ramt af kommunale besparelser i 2007 og bliver det igen i 2008.

Når kommunerne og KL påpeger problematikken, siger regeringen, at manglende forbedringer skyldes dårlig politisk ledelse i kommunerne og dårlig administration af de mange statsmidler, som er tilflydt kommunerne.

Med de flotte udmeldinger regeringen sender og de realistiske forhold, som kommunerne arbejder under, er det med lyst til at undlade at gennemføre de mange besparelser, som skal gennemføres for at få balance i budget 2008 - men det er jo kommunalpolitikernes opgave. Mange vil have det som jeg.