Folkeskolen som kulturkampplads

af Preben Kjærulff, seminarielektor

Endnu en ny skolelov er under opsejling. Det giver mig anledning til at knytte et par kommentarer til de strømninger, der løber indenfor skolepolitikken i de seneste år. Det er min opfattelse, at vi  under den nuværende regerings levetid har været vidne til gradvise, men sammenlagt omfattende ændringer af folkeskolens indhold, arbejdsformer og organisation, som vidner om ikke blot et anderledes skolesyn, men også et anderledes syn på ledelse af den offentlige sektor. Vi har været vidne til, at et nyt politisk flertal har forsøgt at føre kulturkamp på folkeskolen med det projekt for øje at ville eliminere den påståede ”rundkredspædagogik”. På baggrund af PISA-undersøgelsernes sorte skyer fremsatte daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs allerede et år efter regeringsovertagelsen sin 10-punkts plan, hvor dagsordenen var, at der skulle strammes gevaldigt op på fagligheden i folkeskolen. Især indenfor de naturvidenskabelige fag og de kulturbærende fag var der for meget slendrian, var det opfattelsen. Fagligheden skulle styrkes både i omfang og indhold, og det førte blandt andet til, at man for et par år siden indførte den såkaldte dansk-kanon i folkeskolen og gymnasiet – en nøje fastdefineret liste over hvad der var uomgængeligt pensum i dansk litteratur.

Det blev sidste år fulgt op af krav om flere centralt fastsatte tests og mere evaluering i folkeskolen, eksamensmulighed i alle fag og den seneste ændring af skoleloven, som nu er under behandling, men som har det samme flertal bag sig med Soc.dem og Danske Folkeparti, foreslår nu ændring af folkeskolens formålsparagraf, endnu en styrkelse af dansk og historie og offentliggørelse af landsresultaterne af de nationale testresultater.

Hele denne udvikling støtter sig op til de grundideer,

-         at alt væsentligt i undervisning kan måles,

-         at kvalitetssikring i folkeskolen bedst opnås gennem central styring fra ”broen”

-         at kvalitet i og udbytte af undervisning har en snæver forbindelse til kvantitet, dvs. jo mere desto bedre,

-         at den bedste måde at imødegå globaliseringen på er gennem en stærk bevidsthed om den nationale identitet forstået som en styrkelse af de historiske, kulturelle og religiøse rødder,

-         og at undervisning alene handler om at videregive eller overføre viden fra lærer til elev.

Jeg vil knytte nogle kommentarer til de enkelte punkter. Hvis vi tager det første punkt, så er der ingen undersøgelser, der tyder på at måling gennem test i sig selv skaber bedre resultater og mere udbytte af undervisningen. Tværtimod viser resultater fra Norge og England, at disse nationale test ikke har skabt bedre resultater, men derimod et kaotisk og uoverskuelighed undervisningssystem med rangordning af skoler som konsekvens. Her har man som konsekvens også opgivet de obligatoriske statslige tests. Desuden er der det med det ovenfor nævnte ”væsentlige”. Alt kan ikke måles. Betyder det så, at det er uvæsentligt? I folkeskolelovens nuværende og kommende formålsparagraf ligger det indbygget, at der skal foregå en demokratisk dannelse. Hvordan måler man det?

Med hensyn til styringen af kvaliteten i undervisningen, så er det interessant at netop et parti som Venstre, der tidligere har forsvaret decentraliseringens ide og frihedsrettighederne, nu ønsker en politiske ledelsesform, som man for mange år siden er gået væk fra i de toneangivende dele af erhvervslivet. Her er man klar over, at hvis der gives den enkelte medarbejder stor grad af indflydelse på egen arbejdssituation, så skabes der resultater. Det handler om tillid. Udvikling sker gennem at give medarbejderen rum og mulighed for at være medskabende og kreativ, så han får ejerskab til det projekt, han er med i.  Forligspartierne har en anden opfattelse. Dansk Folkepartis gammelkonservative holdninger har sejret igen. Dette nye parti har dygtige folk bag sig, og det er imponerende og skræmmende, hvordan de kan forføre deres forligspartnere med en hård retorik, der afviser et mere humant, dialogorienteret og liberalt menneskesyn som blåøjet. Central styring har aldrig hørt et liberalt samfund til – men derimod visse andre samfundstyper.

Når vi nu snakker så meget om kvalitet, så kunne den anden ovenfor nævnte påstand virke indlysende rigtig. Hvis blot vi tilfører planterne mere gødning, så får vi også kønnere og større planter. Men af og til er det ikke helt rigtigt. På samme måde som gartneren af og til skal undersøge gødningens indhold og kemiske sammensætning, så kunne man for eksempel overveje om den læsesvage dreng i 2. klasse måske har brug for noget andet end blot flere dansktimer, fx musik eller idræt.  

Med hensyn til styrkelse af de kulturelle rødder, så er det jo en ædel tanke. Og det er også vigtigt at kende godt til den kultur, man er opvokset i. Det kan virke imponerende og bevægende, hvis man hører en udenlandsk skoleklasse på besøg synge nationale viser udenad. Men hvad er kultur egentlig? Er det først og fremmest at kunne kongerækken eller centrale historiske begivenheder uden nødvendigheden af relatering til nutiden, som en historiekanon tilsvarende den i dansk (den er på vej!) kunne bane vejen for? Eller er det at kunne forholde sig til sin egen tid på en nuanceret måde, der også inddrager samtidens værdispørgsmål? Man kunne forestille sig at det refleksive individ ville have større chancer end den, der kan en kanon udenad.

Og hvem er det for øvrigt der skal bestemme, hvad der er dansk kultur? Er det den intellektuelle elite frem for den inkompetente lærer, som det er opfattelsen på bjerget for tiden? En kulturkanon! Hvor er det dog interessant. I hvert fald for dem der har lavet den og måske nogle af dem, der er med i den! Og hvor er det dog en totalitær og missionerende måde at reagere på det, vi kalder det hyperkomplekse samfund. ”Vi må hjælpe de tvivlende” i dette kaos og afgrænse det danske for dem. Det var det projekt, man satte i gang i 1800-tallet, da der skulle skabes en fælles identitet i det lille rige. Dengang var det også som en reaktion på et opbrud og det man så som trusler mod statens fundament. Og igen bliver vi serviceret med en ledelsesstil - ikke bare overfor lærerne, men overfor alle danskere – der mest af alt minder os om DDR-tidens dikterende systemer.  Men der er jo godt nok også meget ”ostalgi” for tiden…

Sidst men ikke mindst skal det med de seneste lovændringer nu fremhæves, at formålet med folkeskolen er at eleverne skal gives kundskaber - og ikke længere tilegne sig selv disse. Det er blevet fremhævet adskillige gange på det sidste hvor anderledes et pædagogisk grundsyn der ligger i denne ændring. Men det ligger jo meget fint i tråd med det øvrige. Hvis lærerne skal styres og gives en retning i dette forvirrende samfund, og hvis danskerne skal gives en opfattelse af hvad der dansk, så skal eleverne jo selvfølgelig også gives viden – og altså ikke selv erhverve den. Hvis man på den måde kan sikre, at den viden der gives, er en viden der er blevet givet videre ovenfra, så har man jo fra øverste instans kontrol over situationen. Og det er jo rart at have. Åbenbart også når man er liberal!   

Det er erfaring for mange, at den viden man selv har været med til at skabe, hænger bedre fast og er mere brugbar, end den man er blevet givet. Lige så vel er det en erfaring for mange, at det arbejde, man selv har indflydelse på, er mere spændende og motiverende til selv at kunne tage initiativer end det arbejde, hvor man er ”sat til” at udføre andres planer. Derfor kan det undre, at når det gælder kultur og skole, så er det nødvendigt at følge andre regler. Kulturkampen har sin egen logik!