|
Rema-projektet
|
|
|
af Preben Kjærulff
|
05-09-2005 |
|
”I planlægningen af strukturen på detailhandelsområdet på Skive-egnen bør der tages hensyn til følgende forhold: - en bred variation og mangfoldighed i vareudbud, herunder de reelle markedsmæssige muligheder for at etablere specialbutikker på alle områder - hensynet til de små handelsdrivendes overlevelsesmuligheder”. Citat fra en udtalelse, som den radikale vælgerforenings generalforsamlings besluttede i foråret. En målsætning som jeg selvsagt gerne havde set Skive byråd følge i de muligheder, man fra politisk side har for at påvirke udviklingen i Skive. Nøgleordene er ”bred variation og mangfoldighed i vareudbud” – en variation og mangfoldighed, som ikke kun omhandler antallet af forskelligartede varer på hylderne i den enkelte butik, men også antallet af forskelligartede butikker i det hele taget. Jeg tror ikke, at vi tiltrækker flere nye vægtige skatteborgere til Skive ved at give mulighed for at en ny Rema 1000 kan udkonkurrere andre dagligvarebutikker som Superbrugsen, der for det første kun er en af i byen og for det andet kan præsentere et helt andet udbud af varer. Men det kan man selvfølgelig prøve at lave en undersøgelse af, hvis man er i tvivl. Det ville sikkert kunne fremstå som en mere hæderlig dokumentation end den pseudo-undersøgelse, Rema-kæden selv har foranstaltet. I forhold til sidstnævnte er det i øvrigt beklageligt, at det er nødvendigt, at vågne politikere næsten skal gå journalisterne i bedene for at de egentlige omstændigheder om denne ”undersøgelse” kom frem i lyset. Her tænker jeg på Leif Hermanns udmærkede udredning af undersøgelsens indhold i et læserbrev for nogle uger siden. En sådan udredning burde ligge ind under det vi kalder ”kritisk dybdeborende journalistik”. Tilbage til spørgsmålet om konkurrence og variation i vareudbud. ”Vi skal lade det frie initiativ bestemme” var flere politikeres argumentation for at stemme for Rema-projektet. Til dette kunne man så spørge: ”- hvad skal vi så med politikere overhovedet?”. Så behøver vi vel egentlig kun embedsmændene i kommunerne. Politikere er sat i verden for at være med til – ikke at bremse det frie initiativ – men at dreje kræfterne i en retning, som er ønskelig for helheden. Og det kan ikke være ønskelig for Skive by og egn som helhed, at det bliver mindste fællesnævner indenfor dagligvarehandelen, der kommer til råde. Det er kun med til yderligere at understrege en opgivende holdning om, at vi tager imod enhver skygge af initiativ uanset hvad det er, for ”- vi skal være glade for at der overhovedet dukker noget op”. Er det hensigtsmæssig for Skive som helhed, at der er dagligvarebutikker, der om få år måske må dreje nøglen om, så vi står med tomme butikslokaler og næsten kun discountbutikker at vælge imellem? Jeg tror det ikke. Mange spørger sig ”kan det virkelig blive ved med at gå at åbne flere discountbutikker?” Men den slags butikker har åbenbart så høj prioritet hos flertallet i Skive byråd, at de skal have den første og bedste grund de peger på – også selvom grunden ligger ned til Skives smukke natur – åen igennem byen, som vi kan se det med Lidl-projektet. Man kunne måske i stedet – hvis man mener at have seriøs dokumentation for, at der er brug for flere af den slags butikker i Skive - have rettet de pågældende investorers opmærksomhed på boligområder i Skive, som i øjeblikket er uden nære indkøbsmuligheder. Her tænker jeg særligt på Vinde-området. Og dette kunne i øvrigt kombineres med forberedelse af planer om at udvide boligområdet i Vinde. Der er flere muligheder, blandet øverst på Dølbyvejs bakke, overfor Petravej/Olgavej, hvor der kunne etableres attraktive udstykninger med udsigt over byen. Men borgerne har ordet nu – Rema og Lidl-projekterne er nu lagt ud til høring. Man må håbe, at mange vil se nøgternt på sagerne og give deres holdning til kende. Og ellers vil en genåbning af hjørnet på Brårupvej som benzinstation måske være en mere fornuftig løsning.
|
|