|
Discountløsninger i Lidl-sagen
|
|
|
af Preben Kjærulff
|
06-06-2005 |
|
Skive byråd har i foråret haft en høring om detailhandelsstrukturen i Skive. Oplægget var lagt ud som en generel debat af detailhandelsstrukturen på egnen, men reelt var motivet for debatoplægget et spørgsmål om, hvorvidt at en ny discounthandelskæde kunne etablere sig på et helt konkret sted, som de ønskede sig i centrum af Skive. Et sted, der ikke i forvejen i lokalplanen var udlagt som butiksområde. Høringen har fundet sted, og der kom 16 debatindlæg til byrådet i den forbindelse – et af dem fra Skive Radikale Vælgerforening, som argumenterede for at detailhandelsplanlægningen må tage hensyn til små erhvervsdrivendes overlevelsesmuligheder samt at der bør satses på muligheden for at forretninger med et bredt udbud af kvalitetsprodukter kan etablere sig i byen. Byrådet har efterfølgende besluttet, at der skal laves en lokalplan, der åbner mulighed for at discountkæden Lidl kan etablere en større butik på området ved Marius Jensens Vej, hvor i dag Jens Fogh ligger. Et særdeles attraktivt område, der strækker sig helt ud til Skive Å. Dette giver mig anledning til nogle kommentarer. For det første kan man sige, at debatoplægget i det hele taget var formuleret på en sådan måde, at det forsøgte at give indtryk af at ville lægge op til en generel debat om detailhandelsstrukturen på Skive-egnen. De øvrige Salling-kommuner blev oven i købet direkte hørt i samme forbindelse, og de gav udtryk for at man netop skal lægge overordnede strategier for planlægningen på detailhandelsområdet og tage hensyn til udviklingen indenfor detailhandelen i Salling. Reelle debatindlæg om den overordnede detailhandelsstruktur på samme måde som indlægget fra den radikale vælgerforening. Debatindlæggende fra både de øvrige kommuner, vælgerforeningen og flere andre var dog spildte ord på Balle-Lars. Som det kan ses her efterfølgende, hvor Skive byråd har besluttet at give Lidl-kæden lov til at bygge på deres ønskede sted, handlede det for byrådet ikke om en generel debat om detailhandelsstrukturen i Skive. Det handlede - helt banalt - udelukkende om, hvorvidt denne discountkæde nu og her kan få lov til at etablere sig på en konkret grund i midten af Skive. For det andet blev der lidt inde i høringsoplægget givet udtryk for, at det også handlede om ændring af status for det konkrete område ved Skive Å, hvor Lidl ønsker sig etableret. Der indrømmes endda direkte i oplægget, at ”…Det er ikke uden grund, at Skive er blevet kritiseret for ikke at udnytte kvaliteterne ved placeringen ved Skive Å.”, som det også understreges i Skive Folkeblad den 22.2. ved udsendelsen af debatoplægget til høring. Et synspunkt som de forskellige partier efterhånden giver udtryk for, at de har taget til sig, selvom det bestemt ikke altid – og heller ikke denne gang - virker overbevisende. Såvidt debatoplægget. Efterfølgende byrådsbeslutning: Lidl kan bygge deres discountbutik på en af de rimelig attraktive grunde ned til Skive Å, uden at der vedtages en helhedsplan for hele Å-området. Den eventuelle fremtidige helhedsplan for å-forløbet midt i Skive by må så efterfølgende indpasse sig de givne forhold, deriblandt en større intetsigende discountbutiks dominans i hele det attraktive Å-område mellem godsbanegården og McDonald’s. Beslutningen vidner om et stort opsat debatoplæg, der reelt havde samme tyngde i sit motiv som kejserens så berømte klæder. For det tredje kan vi jo så i det hele taget diskutere om en discountbutik midt i Skive kan bidrage til 1. at tiltrække eller fastholde mere liv i Skive midtby og 2. at gøre Skive by og egn mere attraktiv. Til det første kan sige, at midtbyen i forvejen har 4 detailhandelsbutikker – enten discount eller dagligvare. Det styrker midtbyen, at de store supermarkeder ligger så centralt placeret. Den altovervejende problematik kunne derfor være: Vil man ikke blot svække den øvrige detailhandel i midtbyen – herunder eksempelvis Søndercenteret – ved at skabe mulighed for et butikscenter af samme karakter i området? Til det andet kan man ud fra den omstændighed at Skive i forvejen har 8 discountbutikker spørge sig grundlæggende: Bliver Skive mere attraktiv af en Lidl-butik, som dybest set jo blot er endnu en variation over det samme tema? Jeg tror det ikke. Grundlæggende er det her måske mere værd at satse på – som jeg indledningsvist var inde på i min påpegning af det radikale debatindlæg i høringen - at ”kvalitetssikre” detailhandelsstrukturen, således at det i højere grad kan præges af mangfoldighed i vareudbuddet. Helt konkret kunne man med inspiration i torvehandel for eksempel forsøge at skabe et sted, hvor små specialbutikker indenfor fødevarer – ost, kød, brød, grønt, fisk og etnisk mad kunne etablere sig og drage nytte af den synergieffekt, de tilsammen skaber. En sådan lille ”Mall” eller bazar kunne måske suppleres af en lille discountbutik. Her kunne man tale om, at byen blev gjort mere attraktiv på en hel anden måde end blot ved etableringen af endnu en stor og måske tilmed uskøn discountbutik. Samtidig ville det være på sin plads at stille særdeles store krav til byggeriets udseende – man kan jo ikke ligefrem sige, at lignende er sket ved etableringen af Søndercenteret, der også skulle have bidraget til at udnytte og forskønne Skives å-forløb. Budskabet er altså: Byrådet burde i hele denne sag have udlagt et debatoplæg konkret om hele dette område ved åen, for at søge ideer til hvad området kunne bruges til for at gøre byen mere attraktiv og for at skabe eller fastholde livet i bymidten. Det var jo det det åbenbart handlede om. Ikke detailhandelsstrukturen generelt, men dette område. Men man kan – igen - stille spørgsmålstegn ved om Skive byråd ønsker helhedsplanlægning. Eller om man endnu en gang blot ønsker pragmatiske løsninger, hvis udformninger besluttes af tilfældige tilbud fra investorer.
|
|