Når man ser tilbage på de sidste 5-10 års diskussion af store emner om byplanlægning i Skive, så tegner et tydeligt billede sig af niveauet - og kulturen om man vil. I en tid hvor stagnationen i provinsområder kan mærkes og hvor omlægningen af industrisamfundets kerneområder til områder, der knytter sig til et vidensamfund, bliver en større og større nødvendighed synes der at være noget at samles om på en egn som Skive-egnen. Målsætningen for erhvervs-kultur-social-skolepolitikken samt den økonomiske politik i Skive-egnens kommuner synes der da også på det overordnede plan at være bred opbakningen til: Det drejer sig om at "få Skive på landkortet", at "få gang i en udvikling og modgå en afvikling". Denne dagsorden har der været bred enighed om – og det er vel værd at bemærke sig, hvad vi er enige om, i en tid hvor gnisterne fyger i debatten om Skives fremtidige udvikling på kulturområdet.

Det der så åbenbart ikke synes helt enighed om, er hvordan vi arbejder hen imod at løse problemet eller nå denne målsætning. Fra nogle fronter er forslagene til metoderne præget af synlig frustration. Der skal handles nu og her, og der skydes derfor tilfældige forslag ind i debatten om et kulturpolitisk løft til Skive-egnen, som politikere og offentligheden kan diskutere og beslutte sig for og imod. Vi har set det med rådhusprojekt, højhusprojekt, bio-bowlingscenter, til dels også museernes fremtid.

Skrækscenariet af Skive på afgrundens rand motiverer disse fronter til heftigere og heftigere at forsøge at få sat mere eller mindre sødygtige skibe i søen, "så der da sker noget". Skives politiske kultur præges i høj grad af denne aktivitet, og man må sige at initiativlysten ikke er lille i forhold til at være med til at sætte dagsordenen. Men det tegner også et billede af en politisk kultur, som ikke er helt troværdighed og konsistent. Der tegner sig et billede af en politisk kultur, hvor spontane tilfældige ideer bringes på banen udenom den sædvanlige politiske procedure og uden forbindelse til overordnede målsætninger andet end der skal "gang i noget", og hvor angrebene på hinandens forslag ligeledes har været heftige og er blevet mødt med modforslag, hvorved det man sidder tilbage med er følelsen af kaos og anarki.

Og det tegner et andet billede af en kultur, der også samtidig har været præget af lukkethed, hvor borgerne ikke helt har kunnet fornemme, hvordan forslagene er blevet til, hvem der sætter dagsordenen og på hvilket grundlag det sker – hvorved det første billede bliver en følgevirkning af det andet.

Den toneangivende kræfter i ovennævnte politiske kultur angriber sine modstandere for at være sendrægtige og naive – og bremsende for udviklingen. På den måde bliver en del af strategien at forsøge at tegne et billede af to slags mennesker, dem der tager initiativ og dem der kværulerer over alt. Der tegnes et billede af en lille elite uden realitetssans, der i virkeligheden ønsker afvikling mere end udvikling, som Peter Vinther Christensen (PVC) så arrogant antyder det i sin såkaldte "kronik" i lørdags. Men måske handler det om forskellige måder at gøre tingene på. Projektet om Kulturcenter Limfjorden er et godt eksempel på dette. Mange havde som PVC gerne set et kulturcenter ved Limfjorden ved Resenlund. Tre flotte, men urealistiske forslag blev lagt på bordet som drømmebilleder på hvordan museerne kunne se ud, hvis ressourcerne havde været ubegrænsede. Men hvad kunne egentligt bruge det til. Spildte vi ikke blot både vores egen og Jacob Jensens tid? Alle viste jo, at ressourcerne omend ikke var få, så dog begrænsede (selvom nogen påstod at projektet skulle have en vis størrelse for at fonde ville støtte det!). Hvorfor så begive sig ud dette drømmeland? Hvis det ikke var for helt bevidst at skyde selve placeringen ved fjorden i sænk (hvad der jo ikke kan udelukkes), må svaret findes i den ovennævnte politiske tilfældighedskultur i Skive. En kultur, som præges af, at ingenting skal planlægges fra bunden, og en kultur, som præges af, at ingenting skal sættes ind i en helhedsvision i planlægningen. Og som yderligere præges af, at metoden til at finde løsninger må bero på tilfældige magtfulde kliker, der sidder rundt om i det politiske landskab.

Måske kunne vi i stedet opbygge en kultur, hvor planlægningen styres af Skive Byråd, og hvor planlægningen foregår ved at man ud fra overordnede visioner og et fastlagt budget udbyder en opgave i licitation, så der er reelle valgmuligheder. Ingvar Glad peger på, at vi må have flere muligheder, og så enkel kan det siges. Men grundlæggende handler det om, at denne sag kun er et eksempel på, at den politiske kultur tilsyneladende mangler tradition for at arbejde systematisk i en beslutningsproces.

Dette ses endnu tydeligere, når andre siger, at de ikke kan se andre muligheder end Kulturcenter Limfjorden. Hertil kan spørges: Er vi blevet præsenteret for andre muligheder end Jacob Jensens skitser (som åbenbart ingen økonomisk ramme havde) og et projekt, som forslår udvidelser af det eksisterende museum? Ikke mig bekendt. PVC peger i hånlig form på, at folk der blander sig i debatten ikke selv er kommet med seriøse forslag. Nej – og sådan skal det heller ikke være. Det er godt med en iderig offentlig debat. Men de konkrete forslag skal ikke støbes i kaffeklubber, loger eller andre eksklusive forsamlinger. Ej heller Resenlundfonden eller Skive Kunstmuseums bestyrelse skal sidde og konstruere "luftkasteller". Forslagene skal ud fra en fastsat økonomisk ramme og overordnet målsætning komme fra fagfolk indenfor arkitektur og kultur – og her er det naturligvis en selvfølge, at ikke kun lokale arkitektfirmaer skal inviteres.

Ingvar Glad refererer i lørdagens avis sikkert til Fuglsang-projektet på Lolland, hvor et visionært, smukt og gennemtænkt projekt for et kulturcenter - sammenligneligt med hvad der var drømmen i Skive - tager form med stor støtte fra blandt andet fonde. På Bornholm blev der etableret et kunstmuseum, ligeledes gennemtænkt og placeret rigtigt, og det var dyrt – men i dag er der 70.000 gæster om året (hvis det er succeskriteriet) og 3000 medlemmer i museets venneforening. Dette er projekter, som har taget form ud fra seriøse overvejelser og en velstruktureret planlægning af beslutningsprocessen.

Måtte denne tilfældighedens politik snart ophøre, så vi også slipper for at høre på frustrerede bankdirektører, der lader munden løbe for fuld i personangreb til ingen verdens nytte – eller kun til gavn for en dårlig og ukonstruktiv stemning. Lad os samles om de visioner, som vi er og var mange, der havde - om at fjorden og byen blev knyttet tættere sammen. Lad os få udpeget mulige placeringer, der tilgodeser dette. Og lad os få forslag på bordet i forskellige økonomiske vægtklasser og med muligheder for udvidelse, hvis dette engang bliver nødvendig og muligt. De fine forklaringer omkring museumsprojektet ved Skive-hallerne er og bliver kun et forsøg på at gøre en dyd ud af en påstået nødvendighed, hvor påstandens belæg aldrig er ordentligt undersøgt.

med venlig hilsen

Preben Kjærulff

(fmd. for Skive Radikale Vælgerforening)

Bellisvej 8