Radikale høje i hatten?

af Preben Kjærulff

Efter at have været aktiv i radikal vælgerforeningsarbejde i mange år bliver jeg tit spurgt om hvordan det går med mit parti. Nogle roser meget og nogle er uforstående overfor ”hvad det dog er de laver derovre på Christiansborg”. - Så vil det bette parti have Marianne som statsminister, så vil de have deres egen farve i meningsmålingsgrafikken, så fører de sig frem med det ene og det andet. De har da vist fået storhedsvanvid – og hvor er i øvrigt samarbejdsprofilen, som de betonede så stærkt tidligere?

Jeg har tidligere været uenig med partiets linje i flere spørgsmål – og det kan jeg være offentligt uden fare for at blive ekskluderet… (…hvis det havde forholdt sig anderledes, ville det jo være aldeles tåbeligt og til grin at være medlem, idet debatten i et parti må være gennemsigtigt, så også vælgerne kan følge med i ud fra hvilke argumenter politiske visioner bliver til).

For tiden er jeg nok mere enig med min partiledelse end jeg nogensinde har været. Det betyder ikke, at alt hvad der kommer fra den radikale folketingsgruppe er godt.

For selvom den nuværende profilering kan virke oppustet, så er den jo kun en betoning af, at der mangler en reel oppositionslinje fra det største oppositionsparti – og vel at mærke i en tid, hvor der i høj grad er brug for en toneangivende og markant opposition. Det virker i høj grad som om, at kun SF og de radikale udtrykker reelle alternativer til VKO-linjen.

Vi kan se det i skattepolitikken, hvor S har accepteret regeringens firkantede krav om skattestop, hvor skatteomlægninger i virkeligheden kunne skabe mere dynamik i samfundet. Vi kan se det i udlændingepolitikken, som krænker frihedsrettighederne og i øvrigt viser total mangel på forståelse for, at vi er en del af globaliseringen. Vi kan se det i skolepolitikken, som igennem stærk centralisme udviser fuldstændig mangel på tillid til folkeskolens medarbejdere, men tværtimod sætter fokus på statslige test og gammeldags indlæring.

Alle disse ting er ikke med til at markere en opposition fra Socialdemokratiets side. Og hvis vi kigger på regeringen er det heller ikke med til at tegne nogen som helst liberal profil. At begå den opgave både at tegne sig for en sund liberal tankegang, der sætter respekten for individet over traditionsbundne forestillinger om gadekærs-idyl og også over statsstyring – og samtidig markere sig som en opposition til en regering, der burde være liberal, det kalder jeg rimelig flot! Og det har den radikale gruppe formået på trods af forskellige personspørgsmål også her.

Men de har jo ikke gjort det i et tomrum. De har jo netop været i stand til det, fordi både regeringspartierne suppleret af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har markeret sig som Konservative med hvad det indebærer af centralistiske og nationalistiske ideer.

Selv udenrigspolitikken med den støtte til Bushs militære linie er konservativ og ikke liberal. En liberal linje ville fokusere mere på dialog, demokrati og etablering af en stabil økonomi i de pågældende områder. På samme måde som at virkelig liberal politik handler om at udvise moderne lederskab også ved dialog og ved at dyrke selvstændigheden hos sine medarbejdere – i folkeskolen og i alle andre dele af den offentlige sektor.

Hvad angår udenrigspolitikken på det nævnte felt, så er det værd at bemærke, at Socialdemokratiet heller ikke længere støtter en fortsat deltagelse i Irakkrigen. Socialdemokratiet skal heller ikke nødvendigvis søge at blive et liberalt parti. Så bliver det hele mere forvirrende end det er i forvejen. Men det bør nok med udgangspunkt i nogle af sine rødder søge at få skabt sit eget socialdemokratiske alternativ til den blanding af frygt, mistillid og pengene-har-det-bedst-i-borgernes-lommer-populisme (i form af skattestop), som den nuværende regering føler trang til at realisere. Da vil der være basis for et samarbejde med Socialdemokratiet igen. De er måske på vej – men må huske på, at det et langt sejt træk og ikke kan basere sig på regeringens upopulære sager alene.

Den anden vej kan radikale også sagtens samarbejde – i teorien. Men i realiteten forudsætter det nok, at Danmarks liberale parti bliver liberal på en anden måde en via en ren minimalstatslogik og samtidig afklæder sig den gammelkonservative dynejakke, som Pia Kjærsgård stod klar med i garderoben for fem år siden – og som de nykonservative (dem som partimæssigt påtager sig at kalde sig konservative) senere igennem en gigantisk kulturkanon og kulturkamp har suppleret med dynevest med emblem i denne rå, mørke og kolde verden. Så kan man jo altid genkende sig selv!  

Som situationen ser ud nu er det nok ikke tænkeligt – for dynetøjet luner jo godt! Problemet er ikke så meget DF som et ”stærkt støtteparti”. De kan sådan set til enhver tid sættes ud på et sidespor, hvor de så kan stå og oplæse folkeviser i folkedragter ud fra hvad forbikommende sådan ønsker at høre – det ville jo være festligt.

Problemet er nok snarere, at der indenfor Venstre og Konservative er stærke gammelkonservative kræfter, der forhindrer disse partier i at bevæge sig andet end mod højre og mod illusionen om gadekærsidyllen. Og det er jo sådan set synd for alle de andre.