Skole og børnehave i den nye kommune

 

af Ole Bak-Pedersen, Just Eiskjær, Aage Dahl og Martin Bach-Vilhelmsen

 

18-08-2005

 

Selv om tilkendegivelser i forbindelse med kommunalvalget den 15. november endnu ikke er mange og markante, vil vi fra radikal side godt melde ud om et spørgsmål, som optager mange vælgere i den nye Skive Kommune. Det drejer sig om strukturen på skole- og daginstitutionsområdet! Vi er opmærksomme på, at antallet af skoler og daginstitutioner ikke kan opretholdes i den nuværende form. Derfor vil vi i respekt for ønsket om at bevare de mindre bysamfund arbejde for at opretholde en kombineret småbørnsskole og daginstitution i disse områder. Vi vil desuden arbejde med på ideen om at etablere fælles ledelse mellem daginstitutioner og skoler. Realiseringen af sådanne planer forudsætter ændringer i bestående lovgivning, hvorfor vi opfordrer Folketinget til at skabe de nødvendige vilkår for de tilpasninger, som der vil være behov for i de nye kommuner. Af Skive Folkeblad fremgår det den 16. august, at forældre med tilknytning til børnehaven i Lem allerede er i gang med overvejelser i den her omtalte retning. Vi ønsker held og lykke med bestræbelserne.