Nu må det være nok!

 

af Ole Bak-Pedersen

 

10-10-2005

Hvad ligner det, at en borgmesterkandidat kan udtale følgende: ”Det gamle mantra – ”hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære!” er snart endegyldigt begravet”

Efter at have læst Else Theill Sørensens læsebrev, blev jeg forarget, fortørnet og ikke mindst vred. Vred over debatniveauet om Folkeskolen. Vred over politikere, som udtaler sig sårende og nedsættende, uden at kende mere til skolen end det de læser i aviser og/ eller husker fra egen skoletid for 40 – 50 år siden.

Jeg ved ikke om mantraet har været gældende på de skoler, hvor Else T. Sørensen har været ansat, men jeg ved, jeg har været lærer i 10 år og skoleinspektør i 15 – og jeg er endnu ikke stødt på ovennævnte udsagn. Tværtimod har jeg mødt voksne, som helhjertet og seriøst har arbejdet med at få de enkelte børn så langt som de enkelte børns evner rakte!. Og det i dyb respekt for det enkelte barn.

At gøre folkeskolens afsluttende prøver obligatoriske, er jo ikke noget som flytter ret meget. Det er kun ganske få elever/ forældre som fravælger prøverne i dag. Fravælgelse sker altid efter en ordentlig dialog mellem forældre/ elev og skolen. Jeg har faktisk svært ved at se, hvad en 15-årig får ud af at opnå et 3- eller 5-tal i en enkelt prøve.

Tværtimod er det vigtigt at ha’ forståelse for, at nogle børn har svært ved det teoretisk faglige -  disse børn skal hjælpes alt hvad vi er i stand til, men de skal IKKE udstilles. Else Theill Sørensens læserbrev viser en indsigt i folkeskolens arbejde, som jeg ikke synes er en borgmesterkandidat værdig.