|
Demokratiet har ingen facitliste. Det har matematik. Demokratiet bygger på
tilliden til det
enkelte menneske trods dets skrøbelighed. Det er ikke et supersystem, der
sikrer strømlinet
effektivitet. Det er et system skabt af mennesker, ikke en mekanisk
superindretning med
tandhjul. Fru Hansen i Hadsund er ikke et tandhjul!
Men demokratiet kan ikke leve af sin skrøbelighed. Det må selvfølgelig
gerne stræbe efter
effektivitet, selv om det er et uopnåeligt mål i virkelighedens verden. Og
skrøbeligheden må
ikke blive en undskyldning for manglende beslutningsevne. Et demokrati,
der lægger mere
vægt på ord end beslutninger, risikerer at gå til i sit eget ævl.
Demokratiet skal leve af
holdninger, debat, åbenhed, ansvar og beslutningsevne. Den enkelte borgers
ansvar for sig
selv og ansvaret for det fælles.
I diktaturet behøver borgeren ikke tænke, for det klarer lederne, partiet
eller generalerne. Men
indbygget i ansvaret er en risiko for afmagt, fordi den enkelte på papiret
har nøjagtig lige så
meget at skulle have sagt som alle andre, men let kan føle sig overset.
For ikke at sige
umyndiggjort. Hvis ansvaret er usynligt, bliver følelsen af afmagt
overvældende.
Det var Hørup, der sagde ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”.
De blev sagt i en
tid, hvor både Landsting og kongemagt spillede aktivt med i kampen om
retten til at
bestemme. Det er i den sammenhæng, ordene skal ses.
I dag ved vi - belært af mange historiske eksempler – at jo mere magten er
centraliseret, jo
større er risikoen for demokratisk iltsvind. Vi har brug for et civilt
samfund, hvor borgerne
kan udfolde sig frigjort fra statens formelle krav. Ikke som lukkede
loger, men som frivillige
sammenslutninger bygget på mangfoldighed. Fra ornitologer til overlæger.
Fra frimenigheder
til filatelister. Fra venstrehåndede til højreorienterede. Danmark har en
frugtbar, demokratisk
underskov, der trives udenfor ”systemet”. Et civilsamfund på egne
betingelser. Og sådan skal
det også være.
Når demokratiet ikke kan være effektivt og strømlinet, beror det også på,
at moderne samfund
er komplicerede. Antallet af dilemmaer større end antallet af mulige
løsninger. Det er kun på
ideernes harmløse plan, man kan forestille sig enkle løsninger på
komplekse problemer.
Columbus-ægget var en smart løsning. men ægget gik som bekendt i stykker.
Askepots
stedsøstre måtte hugge hæle og klippe tæer for at passe skoene. En
hårdhændet løsning. I
ethvert samfundsspørgsmål er der altid mere end én løsning. Og alligevel
udfolder der sig ofte
blandt vælgerne en voldsom demagogi, en slags samtalens ukrudt, hvor de
folkevalgte bliver
skydeskiven. Men i virkeligheden er det vælgerne selv, der med deres
firkantede og
Askepotagtige løsningsforslag styrker denne form for samtale-ukrudt.
Derfor fristes de
folkevalgte også let til at dyrke demagogien, som er mere slagkraftig end
tvivlen. Men husk,
at demagogiens tvillingbroder er egoismen.
Her brænder den demokratiske tamp. Demokrati er nemlig den organiserede
form for opgør
med personlig dovenskab. Det handler ikke kun om DIG. Det handler om OS.
Og det handler
om at præstere frisind. Ikke bare tolerance. Men frisind. Tolereancen
accepterer bare lidt
lallende, at du har lov til at være dig selv. Frisind betyder, at du reelt
tager andre alvorligt. Du
tilstår dem retten til at mene, hvad de vil, men du går i flæsket på dem,
hvis du er uenig. Det
er forskellen på frisind og tolerance.
I romanen ”Brødrene Karamazov” af Dostojevskij lader forfatteren djævelen
sige, at han
glæder sig til det 20. århundrede, Når han får udryddet medfølelsen, har
han vundet.
Et demokrati uden medfølelse, uden hjertelighed og uden accept af de
andres uindskrænkelige
ret til at være med, uden frisind, er det et sølle demokrati. Og lige som
demagogien er ukrudt i
den demokratiske samtale, er enhver form for hetz mod ”dem” og
forherligelse af ”os” en
slags demokratisk Round Up, der renser ud og fjerner hjertelighed og
medfølelse. Derfor skal
man være klar til ikke blot at give sine politiske modstandere plads. De
skal også have
indflydelse. At give andre indflydelse er at sige JA til, at modstandere
er ligeberettigede.
Hvis demokratiet kun handlede om at skaffe sig et flertal, ville det ikke
være særlig
demokratisk. Det handler om at søge fælles løsninger på fælles problemer.
Og ingen skal
udsættes for janteloven og dens normalitetskrav. ”Du skal ikke tro, at du
er noget”. Jo, du er
noget. Du er nemlig medborger. Og det er de andre også!
Selvfølgelig er der forskel på folk. Det er en af det åbne samfunds
største gaver til os alle. Det
betyder blandt andet, at der er plads til sådan én som dig! Demokratiet
har ingen eksamen,
hvor der kan ske en måling af den enkelte borgers kvaliteter. Dumpet.
Bestået. Hver og en af
os har i den demokratiske optik sin egen kompetence. Ingen af os kan leve
op til idealerne.
Men et vigtigt ideal er hyldesten til det selvhjulpne. Det er nemlig
vigtigere at være borger
end klient. Stræber man efter klientrollen, har man opgivet at håndtere
sit eget liv. Derfor har
alle en pligt overfor de personer, som er ved at glide ud af fællesskabet
og hvis eneste løsning
synes at være køen hen til kasse 1. Vi har et ansvar, som ikke kan måles
og vejes, men som er
hele forudsætningen for, at vi har et fælles samfund og ikke bare er en
masse individer med
deres private færdselsregler. Vi skal igen og igen erindres om, at vi alle
er deltagere i et
projekt, der er større end enhver af os selv! Og de selvsikre og duelige
skal erindre sig det
gamle retsord, at det altid er den stærkes pligt at sikre den svage hans
ret. Ikke som
formynder, men på en måde, så man opfylder forfatteren Dario Fos motto: Vi
har pligt til at
opretholde de udsattes værdighed. Hjælp må ikke forveksles med
øllebrødsbarmhjertighed.
Det er begrebsforvirring. Man hjælper nemlig ikke folk ved at snakke dem
efter munden. Men
ved tage dem alvorligt. At stille krav og samtidig være solidarisk er to
sider af samme sag.
Rettigheder og pligter er to sider af samme mønt.
I demokratiets menneskesyn ligger en fantastisk optimistisk forestilling
om det enkelte
individs ukrænkelighed og kvaliteter, men det moderne samfunds afhængighed
af centrale
beslutninger sætter fokus juristen Alf Ross´ begreb ”magt bag grænser”.
Magthaverne må
ikke have total magt. Et nyttigt modtræk er magtdeling. F. eks.
Montesquieus sondring
mellem lovgivende, udøvende og dømmende. Det er Ikke en grå teori, men en
nøgtern
analyse af enevældens overflod af magtmisbrug. Magten skal derfor begrænse
magten.
Vi har eksempler nok på, at den totale magt er farlig. Den var det under
enevælden. I de
totalitære stater. Og bygger den på tilslutning fra et komfortabelt
flertal, kan den let ved sin
selvtilfredshed producere et massehysteri, som ser alle mindretal som
farlige for både staten,
flertallet og ikke mindst de velerhvervede interesser. Antisemitisme,
racehad og forfølgelse af
klassefjender er eksempler på massehysteri begunstiget af et midlertidigt
flertal, der fik
kontrol over statsmagten og misbrugte denne magt. Her skal demokratiske
værdier stå deres
prøve. Her skal der være plads og ikke mindst ret til at sige NEJ. Helt
centralt bliver derfor
spørgsmålet: Kan vi komme af med magthaverne uden at bruge vold?
Ernest Bevin, der var engelsk udenrigsminister i Labour-regeringen efter
krigen, blev engang
spurgt, om han havde et godt råd til ungdommen. Svaret var: ”Have the
courage to say no”.
Hav modet til at sig nej! Jeg synes egentlig udmærket, at man kunne
udstrække rådet til alle
generationer. ”Hav modet til at sige nej!
Enhver skal frit kunne sige nej til at være nikkedukke sammen med et
konformt flertal, der
glemmer, at demokrati handler om umistelige rettigheder lige så meget som
det handler om
noget med flertal.
Flertallet kan jo for eksempel ikke ophæve ytringsfriheden, selv om
mindretallet siger grimme
og frække ting. Flertallet kan ikke afskaffe den opposition, der er
garanten for, at flertallet
ikke beslutter, at det har monopol på sandheden.
Demokratiet er ikke, som det hed i gamle dages pædagogik, ”ro, renlighed
og
regelmæssighed”. Demokratiet skal leve af og beskytte mangfoldigheden.
Demokratiet er som
en regnbue, storslået og farverig. Nogle siger med guld, hvor buen ender.
Til gengæld kun i
særlige atmosfæriske situationer. Blæse være med det guld!
Demokratiet lever ikke af festlige tirsdage hvert 3. eller 4. år. Nok er
valgdagen en festdag,
men demokratiet er grundlæggende et hverdagsprojekt - også med plads til
rod. Og rod er
ikke nær så stort et problem som uigennemskuelighed.
Der skal være plads til alle, der har et bud på det fælles, men kravet er
også, at der ikke er
plads til den skjulte dagsorden, der tømmer samtalen for indhold, og som
har andre mål end at
blive klogere ved at lytte. Det må aldrig blive sådan, at når de store
klokker ringer, så kan
man ikke høre de små. Et fint citat fra vandrehallen på Christiansborg.
Den samfundsmæssige
samtale får langt mere næring af tvivl og spørgsmål end af
”Der-er-ikke-noget-at-komme-
efter-svar”. Og den overlever ikke i tavshed, hvad enten stilheden er
udtryk for selvcensur
eller fordi flertallet klipper og friserer ytringsfriheden.
Ytringsfriheden er uredt, med det frie
ord skal selvfølgelig ikke give plads til uredelighed.
Den samfundsmæssige samtale bygger på en smuk tro på, at vi kan blive
klogere. At vi hele
tiden kan udvikle os og finde ud af, at verden er større, end vi først
troede. Demokratiet er
nemlig ikke entydigt. Vi kan endda ændre opfattelse af, hvad der er
lovligt. Abort, regler om
ægteskab mellem danskere og udlændinge, fartgrænser, skattesnyd o.s.v.
Men hele tiden er kravet, at der skal skabes resultater til gavn for alle
ud fra de millioner af
små krydser, som hver enkelt vælger med sine interesser og sine drømme har
sat. Disse små
krydser er virksomme midler, og selv om ingen folkevalgte kender mange af
deres krydsers
ophavsmænd, så er forpligtelsen til at gøre sit bedste et must for hvert
eneste medlem. Og sit
bedste kan jo godt gøre ved at gøre noget andet, end det man troede, man
ville gøre. Det
hedder det frie mandat. Retten og pligten til selv at tage stilling. At
have modet til at sige nej.
Det er både styrken og svagheden ved det repræsentative demokrati baseret
på politiske
partier, når alle disse krydser skal forvandles til konkrete beslutninger
om færdselslove,
skolelove og finanslove.
Vi arbejder i en globaliseret verden med de fordele og ulemper, der følger
af grænserne. Vi
står pludseligt med en stor og ny dimension i vores demokrati. Hvordan får
vi det over-
nationale demokrati til både at være effektivt og demokratisk i vores egen
traditionelle
forstand?
Kan vi f. eks. have et demokrati, hvor vi ikke taler samme sprog og hvor
alle ikke kan stemme
på alle opstillede kandidater? Der er som i alle demokratiets spørgsmål
intet bestemt svar på
dette. Men der er et vigtigt vilkår: Vi bliver nødt til at møde den nye
tids og den verdens krav
uden frygt og angst for alt fremmed og udenlandsk. Man afskaffer ikke
virkeligheden ved
strudseagtigt at lukke øjnene eller bruge fjernbetjeningen til at skifte
program.
Det ligger ikke i demokratiets værdigrundlag, at der er nogle på den ene
side af en grænse, der
er bedre end dem på den anden side. Derfor må vi møde det nye og bruge den
velsignede
ytringsfrihed til at få talt med de andre om hvilken verden, vi vil have.
Hvis den samtale
forstummer, er den først gal. Vores nuværende velstand er ikke værn nok.
Ingen nok så høj
mur kan holde verden ude. Kan I forestille jer en dansk børs, der
fungerede uden
sammenhæng med verdens andre børser?
De store energikriser i 70´erne, de økonomiske tilbageslag i 80´erne, den
nye verdensorden og
de seneste års terrorisme har skabt både materielle ændringer og mentale
brud. Det er nok
ikke underligt, at udsatte mennesker kan blive så yderligtgående, at de
opgiver samtalen og
vælger den hjerteløse og brutale terror. Når man opstiller sin egen
politiske eller religiøse
sandhed og handler derefter, så er den gal, for jo mere man nærmer sig en
”sandhed”, jo mere
fjerner man sig fra virkeligheden. Nemlig dér hvor man skal skabe de
kompromiser, som er
demokratiets rugbrød. Kerneholdigt, sundt og uundværligt som basiskost.
Ikke mindst
religiøse forestillinger kan true demokratiet. Folkestyret angår nemlig
det fælles. Troen er din
egen. Ikke underligt, at det siges, at der ved indgangen til himlen står
et skilt med teksten
”Hold venligst din religion for dig selv”. Det siges også, at Vorherre
påstår, at det er derfor,
der er så fredeligt i himlen.
Hvor demokratiets og religionens veje mødes, har religionen ubetinget
vigepligt! Og hver
gang! Demokratiet henter sin berettigelse i livet i dette samfund og i
samtalen mellem
mennesker, og kan ikke acceptere mytologiske bindinger. Demokratiet skal
kunne lave om på
sig selv. Det har ingen dogmer. Det er foranderligt, når blot nogle få
vilkår er opfyldt.
Målet her på jorden er at sikre de grundlæggende værdier, som demokratiet
bygger på. Det er
flertalsprincippet, de urørlige og dog foranderlige rettigheder. Lad os
bare kalde dem
menneskerettigheder. Og endelig kan et samfund ikke overleve uden
medfølelse eller
hjertelighed. Eller sagt helt u-religiøst: Næstekærlighed! Din næste!
Medmennesket!
Religiøse fanatikere har svært ved at acceptere, at det ikke er deres
personlige Vorherre, der
har flertallet i parlamentet og at andre stemmer – både politiske og
religiøse – skal kunne lyde
uden risiko for chikanerier og forfølgelse. Måske der ingen himmel? Måske
er der slet ikke
demokrati i himlen? Måske ville Vorherre ikke engang stemme på Kristeligt
Folkeparti!
Måske er Vorherre budhist!
Når demokratiets liste over rettigheder hele tiden er foranderlig og åben
for ændringsforslag,
beror det på mange forhold. Ikke mindst teknologien har skabt nye vilkår
for borgernes
sikkerhed. Brevhemmeligheden er nu et spørgsmål om adgangen til din
computer og ikke til
din brevkasse.
Samtidig er der sket en
bemærkelsesværdig forskydning i borgernes opfattelse af trusler. Da
enevældens røg ud, var det vigtigt at lægge bånd på statsapparatet. Man
havde set mange
uhyggelige eksempler på statens undertrykkelesmagt. Forfatteren P. A.
Heiberg blev
landsforvist i 1800. 20 år senere sad den lommerevolutionære dr. Dampe
fængslet i mange år
på Christiansø. Som en historiker har sagt det - ”uafvaskelige pletter på
enevældens
regnebræt”. Derfor skulle borgeren have sikkerhed mod statsmagten.
I dag har fokus ændret sig markant. Vi er borgere i et klage-, anke- og
rettighedssamfund, der
giver borgerne masser af sikkerhed, men til gengæld føler vi nu vores
sikkerhed truet af andre
borgere. I dag kommer truslerne fra rockere, ungdomsbander,
andengenerationsindvandrere,
husværten, arbejdsgiveren eller eks-manden. Ikke fra Lene Espersen. Det er
et ny
sikkerhedsproblem med lige dele angst for fysiske repressalier og pres mod
en af
demokratiets perler, ytringsfriheden. Folk føler sig truet til tavshed.
Derfor er følgedebatten om Jyllands-Postens tegninger så afgørende, for én
trussel mod
demokratiet er den rå og direkte trussel mod andres ytringer, men langt
mere raffineret er den
selvcensur, der canceragtigt fjerner lysten til at deltage i en
samfundsdebat, hvis man trues på
liv eller brød. Her er ethvert bidrag velkomment. Også med særprægede,
ironiske,
lattervækkende, tåkrympende og grænseoverskridende ytringer. Det er vold,
vi siger nej til.
Ikke sarkasme, ironi, satire og latterliggørelser. Og brug af
ytringsfriheden bør ikke forhindre
os faktisk ikke i at opføre os ordentligt, når vi omgås andre mennesker.
Vi skal ultimativt holde fast i det udsagn, som tillægges forfatteren
Voltaire, der til en
politisk modstander sagde: ”Deres synspunkter er mig en vederstyggelighed,
men jeg vil dø
for Deres ret til at have dem”.
Derfor er ytringsfriheden et af demokratiets tre grundstoffer.
Flertalsprincippet et andet. Og
endelig er respekten for fællesskabet det tredje. Ytringsfrihed uden
trusler og snigende
selvcensur fordrer en herredømmefri samtale. I samtalen ligger der en
øvelse i at blive klogere
på den fælles sag. Hvis det formål forsømmes, så trues det demokratiske
grundvand af
forurening. I samtalen kan den enkelte pludselig høre og måske indse, at
verden ikke er så
entydig, som han troede. At blive lydhør er ikke det samme som at give op
og give
indrømmelser.
I et demokrati kræves der åbenhed, åbenhed og atter åbenhed i samtalen. Og
tre gange er
selvfølgelig ikke nok, hvis debatten skal kvalitetssikres. Demokratiet er
nemlig altid under
forandring, altid i bevægelse, fordi verden og menneskene ændrer sig. Man
kan ikke gøre
tingene på samme måde, som de blev gjort i forgårs. Man kan have regler,
som skal følges og
som alle – flertal og mindretal er underlagt – men reglerne skal kun være
rammer for
borgernes deltagelse i magtdelingen.
Det er forunderligt, med et styre byggende på så skrøbelig faktor som
mennesket. Det fordrer
ydmyghed overfor ansvaret som medborger, og derfor er åndshovmod en bombe
under den
ligeberettigede samtale. Det er faktisk en del af demokratiets vilkår, at
høj og lav, gammel og
ung, mand og kvinde, erfaren og forvirret, Kong Salomon og Jørgen
Hattemager, skal kunne
føre en samtale uden åndshovmod og med viljen til i fællesskab at træffe
beslutninger om res
pubilca. Den fælles sag, de fælles vilkår, som højskolemanden, teologen og
folkeoplyseren
Hal Koch altid betonede som det helt centrale. Res publica!
Intet opstår af intet – undtagen lommeuld. Demokrati kommer ikke af sig
selv – lige som
foråret! Det kommer ikke af hverken Søvndals, Nyrups eller min tale. Det
kommer af varigt
engagement og åbenhed overfor andre i en fortsat debat om det fælles
samfund og den fælles
fremtid.
Det kan få bedre betingelser, hvis folk kunne erkende, at demokratiets
ufuldkommenhed
svarer til deres egen. Og netop fordi vi er ufuldkomne har vi brug for
hinanden. Vi er selv
repræsentanter for alle laster og dyder.
Lad os trøste os med, at opgaven ikke er helt uoverkommelig, selv om der
ingen facitliste er.
Som Storm P. sagde: Livet er svært.
Jeg vil tilføje: Det er demokratiet også.
Og så tilføjede Storm P. trøstende. Men matematik er endnu sværere.
|