Skolebestyrelserne er vigtige

 

af Martin Bach-Vilhelmsen

 

01-10-2005

I omtalen af kommunernes tilsyn med skolerne er det overraskende, at skolebestyrelserne stort set ikke er nævnt. En skolebestyrelse er med hensyn til tilsyn med den skole, den er bestyrelse for, forpligtet til at føre tilsyn med skolens virksomhed. Skolebestyrelsen skal også fastsætte principper for bl.a. samarbejde mellem skole og hjem og underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen.

I betragtning af interessen for hvordan man i de kommende kommunale strukturer bevarer borgerindflydelse og nærdemokrati – og i den sammenhæng kan skolebestyrelserne få stor betydning - er det besynderligt, at skolebestyrelserne åbenbart ikke tillægges betydning, når det handler om det skærpede tilsyn og de vedtagne  obligatoriske test.

De forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelsen må vel antages at have en helt selvfølgelig interesse i at dagligdagen på deres børns skole forløber bedst muligt.   

En skolebestyrelse skal med venlige, interesserede og kritiske spørgsmål til stadighed medvirke til at skabe et inspirerende miljø for drøftelse af skolens virksomhed – d.v.s. dens undervisning og opdragelse.

Når Kommunernes Landsforening nu opfordrer kommunerne til at tage tilsynsopgaven alvorligt, må det være en selvfølgelig del af henstillingen, at kommunerne også er opmærksomme på, hvorvidt skolebestyrelserne i kommunen er tilstrækkeligt kvalificerede til at udøve det primære tilsyn, der er deres opgave og som de er valgt til.