Skive den 28. september 2001

 

 

Til

Skive Byråds Erhvervs- og Kulturudvalg.

 

Angående forslag til "Kultur og Fritidsplan 2002-2009"

Om ’Kultur- og fritidsplan 2002-2009’ og ’Kultur- og fritidspolitik for Skive Kommune’ ønsker Det Radikale Venstre’s kandidater til kommunalvalget i Skive at udtale følgende:

Der er generelt tale om et særdeles godt oplæg til de kommende års kultur- og fritidspolitik. På enkelte områder ønsker vi at fremkomme med nogle forslag og kommentarer, inden plan og politik fremlægges til endelig vedtagelse.

 

Internationale relationer

Under afsnittet om ’internationale relationer’ foreslås indføjet et afsnit om venskabsbyer. For eksempel: I nordisk sammenhæng er Skive i venskabsbykreds med Arvika (S), Kongsvinger (N) og Ylöjärvi (SF). Desuden består der et venskabsbyforhold mellem Quasignguit (Christianshåb) og Skive.

Venskabsbykredsens muligheder for udveksling og gensidig inspiration skal udnyttes på alle relevante områder, og kommunen skal i højere grad støtte samarbejdsinitiativer, der tages af virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger og privatpersoner. En forudsætning for at sådanne initiativer vokser frem er information. Borgerne, foreningerne, uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne skal i højere grad oplyses om venskabsforbindelserne og de muligheder, der er i det. Kort sagt skal forbindelserne gøres synlige.

Venskabsbyforbindelser er et godt eksempel på mellemfolkeligt samarbejde, og nye forbindelser bør etableres i det omfang, der er interesse og økonomiske forudsætninger for det. Som eksempel på dette kunne man forestille sig venskabsforbindelserne i de nordiske lande udvidet med venskabsforbindelser til de baltiske lande, som kommunen jo i forvejen er ved at have et godt forhold til. Også Rusland, Polen, Tjekkiet og andre østeuropæiske lande kunne være muligheder, idet det er vigtigt at integrere disse lande i det europæiske og skandinaviske fællesskab.

 

Arkivet

Om Byhistorisk Arkiv hedder det bl.a., at det kommunale arkiv skal gøres tilgængeligt for offentligheden. Det er en god ide, som bør fremmes mest muligt, da muligheden for at benytte kommunale arkivalier i arbejdet med byens og kommunens historie yderligere vil fremme interessen og forståelsen for at medvirke til, at arkivalier tilgår Byhistorisk Arkiv. Man kunne tilføje, at udover sammenknytningen med Skive Museum, som er en god ide, ville det være hensigtsmæssigt, at man på Skive Bibliotek kunne have adgang til en søgedatabase til Byhistorisk Arkiv’s arkiver, således at informationssøgning på bibliotektets almindelige beholdning kan kombineres med søgning på arkivet. Derved fremmes brugervenligheden!

 

Biblioteket (og aktivitets- og samlingsteder)

I afsnittet om biblioteket gøres der opmærksom på publikums oplevelser og tilstedeværelse i biblioteket. Der gøres også opmærksom på, at opgaven er at "styrke og fremme den demokratiske proces" samt "at virke for identitetsudviklingen", hvor det handler om at biblioteket skal "virke som "det gode rum", hvor mennesker kan mødes, få oplevelser, tale med hinanden, benytte sig af bibliotekets faciliteter, bliver klogere", hvor det påpeges at disse mål kræver mere plads. Vi er meget enige i disse betragtninger, og opfatter disse målsætninger som meget vigtige for biblioteket. Der er trods de påpegede forbedringer af forholdene stadig brug for steder, hvor små grupper, klubber, småforeninger (som ikke modtager lokalestøtte) kan mødes. Blandt andet derfor foreslår vi, at der i forbindelse med en udvidelse af biblioteket tænkes to målsætninger ind i planen:

  1. Indretningen af en lille cafeteria/cafe.
  2. Etablering af et egentligt medborgerhus i tilknytning til biblioteket, med plads til foredrags- og møderum og forskellige andre aktiviteter (som kan supplere Skive Theaters mere "officielle" mødefaciliteter, der i øvrigt også er afhængig af andre arrangementer i teatret) . Et sted som baseres på frivillighed og græsrodsarbejde, kombineret med mere etablerede faste arrangementer af en type, som det allerede i dag finder sted på biblioteket. (Dette punkt skal naturligvis også ses i forhold til afsnittet om "Aktivitets- og samlingssteder")

 

Børn og kultur

I afsnittet om Børn og Kultur oplyses det, at stillingen som børnekoordinator er nedlagt og at de succesrige kulturelle ferieaktiviteter (sommerskoler) er ophørt.

Det anbefales at genoverveje oprettelsen af en børnekoordinatorstilling og genindføre sommerskolerne. Anbefalingen skal ses i sammenhæng med det under afsnittet ’Etik og værdier’ omtalte forslag om samarbejde mellem kommunale parter og kirkelige og andre holdningsprægede og holdningsdannende institutioner og organisationer.

 

Foreninger

Under ’Foreninger’ er der peget på behovet for en foreningsvejviser, adgang til lokaler og støtte til lederuddannelse. Udmærkede initiativer som kan suppleres med afholdelse af en årlig ’foreningernes dag’, hvor der fra kommunal side udtrykkes påskønnelse af det meget vigtige arbejde, som foreningerne udfører. Ved en sådan lejlighed kunne foreningerne også få lejlighed til at synliggøre sig endnu mere.

 

Idræt

I det gode afsnit om ’idræt’ foreslås en udbygning af stisystemer – såvel i de bynære områder som i oplandet.

 

Museer

I afsnittet om ’Museerne’ noteres med tilfredshed, at skole- og publikumstjenesten, foredrag, byvandringer og skoleomvisninger er i god udvikling. Der omtales en udbygning af de ’mellemkommunale rammer’, hvilket er særdeles anbefalelsesværdigt. Hele ideen omkring Resenlund-projektet kan vi kun varmt anbefale, hvis drifts- og anlægsmidlerne kan findes. Et bredere ejerskabsforhold og økonomisk fundament af kunstmuseet er også en god ide.

 

Musik og sang

Intentionerne om at ville fremme undervisningsmulighederne indenfor musik og sang, etablering af et rytmisk spillested i Skive, bedre rammer for musik og korvirksomhed samt de internationale relationer indefor musik og sang vil vi varmt anbefale.

 

Den uprioriterede liste

Med til listen anbefaler vi, at der i henhold til ovenstående og i henhold til den afsluttende formulering i Kultur og Fritidsplanens afsnit om biblioteket indsættes følgende punkt:

"- Udvidelse af bibliotekets areal og etablering af faciliteter til medborgerhus og cafe" (eller lignende formulering)

 

 

Med håb om at ovenstående forslag vil blive taget i betragtning i den afsluttende behandling og med venlig hilsen:

 

 

Det Radikale Venstres kandidatgruppe til kommunalvalget 2001 i Skive Kommune.

 

På gruppens vegne:

Martin Bach-Vilhelmsen og Preben Kjærulff