Skive den 24.9. 2001 Dansk Folkepartis fundamentalister Svar til Inge Lise Lyses læserbrev i Skive Folkeblad den 20. september. Der er et enkelt sted i Inge Lise Lyses indlæg, hvor hendes ord kunne være mine. Det er hvor hun skriver "Jeg tror og håber, danskerne er ved at forstå det." Og med det mener hun budskabet fra Dansk Folkepartis landsmøde i Vejle. Det håber jeg så sandelig også, for på dette landsmøde trådte fundamentalisterne i DF i karakter. Det var desværre med dannebrogsflaget i hånden, og så havde de oven i købet deres ypperstepræster til at give budskabet et kristent ansigt. Retorikken er meget lig den præsteskabet i Nordirland farer frem med og hvor bl.a. protestantiske forældre kaster sten efter katolske skolebørn. Jeg har også tænkt på om overfaldet forleden på en irakisk far, som handlede i Bilka, var et af Dansk Folkepartis forsøg på "at forblive herrer i eget hus"? DFs måde at tale på ligner nazisternes i 30erne under jødeforfølgelserne og de var også kristne, sagde de. For mig at se har de alle misforstået alt om næstekærlighed og medfølelse og det har de menige medlemmer i Dansk Folkeparti også, når de ikke lytter til President Bush, de Radikale og andre humanister, som siger, at fordi snævertsynede, egoistiske personer udfører terror, kan man ikke pålægge en hel religion skylden. Ejgil Brun Kristensen Byrådskandidat for Det Radikale Venstre i Skive |