Demokrati og ytringsfrihed – regeringens nye kulisse?

 

15-09-2006

af Ejgil Brun Kristensen, formand for Skive Radikale Vælgerforening

 

 

 

Ytringsfriheden og demokratiet bliver helt tydeligt trådt under fode, men bliver alligevel anvendt som kulisse i mange sager. Kan vi i Danmark acceptere at politikere gemmer sig bag kulissebyggearbejderne -spindoktorer og embedsmænd?

En af måderne hvorpå der opsættes kulisser er standardvendinger og afvisninger som svar på helt berettigede spørgsmål. Det er mere blevet normen end afvigelsen hos regeringen og dens ministre. Svarene, når de nu svarer, er arrogante og helt i tråd med deres politik. Svarene er præget af en centralistisk og elitær tankegang og det hele går på en øget kontrol af individet. Arrogance og centralisme hører nu engang sammen. Det har vi mange historiske eksempler på. Det tidligere Sovjetunionen og Tamilsagen, er bare to.

For at illustrere at regeringen og dens ministre er bange for det reelle demokrati og at de udhuler ytringsfriheden, vil jeg pege på nogle meget brugte ministervendinger – et helt net af kulisse-ord.

Hvem bruger vendingerne: ”Der er ikke noget at komme efter!” eller ”Vi har nedsat en kommission og den skal gøre sit arbejde færdig, før vi svarer!” eller ”Alting er under kontrol og det går godt!” eller ”Det har jeg svaret på, men jeg skal gerne gentage!”? Det gør Statsministeren, Finansministeren, Fødevareministeren og Transportministeren.

Til at opbygge kulisser anvender regeringen også SPIN når de vil have os til at se virkeligheden på en bestemt måde. Sagen om den kritiske rapport fra Europarådets program mod racisme (ECRI) om Danmarks behandling af etniske mindretal er et godt eksempel. Anders Fogh bedyrede på et pressemøde, at rapporten ville ryge direkte i skraldespanden. Der blev udarbejdet en drejebog til at imødegå kritikken fra ECRI, inden rapporten var udgivet. Drejebogen gik på at der var fejl i rapporten og gik ikke på at diskutere indholdet. Professor Eva Smith, der er formand for ECRI, udtalte om regeringens spin: ”Det var virkelig professionelt sat i scene og vi kan ikke stille noget op mod denne overmagt”.

Gad vide hvad der gemmer sig bag denne kulisse?

Ytringsfriheden og demokratiet blev helt tydeligt trådt under fode. Kan vi, borgere i et demokratisk land, acceptere at spindoktorer og embedsmænd sættes til at omskabe løgnagtige politikere til helgener og forvandle deres falbelader til øjeblikke af stor moralsk vægt? Lad kulisserne falde og få ytringsfrihed og demokrati frem igen.