Lem, den 2.oktober 2004 Landbruget og de radikale!
Som radikal i et udkantområde, hvor landbruget er hovederhverv, giver jeg Peder Thomsen ret i en del af hans kritik af Det radikale Venstres landbrugspolitik. Som formand for husmændene skal Peder Thomsen forsvare de mindre landbrug. Det gør han godt og enøjet, som alle organisationsformænd skal. Med den udvikling der har været og er i landbruget, har det været svært at skaffe overlevelsesvilkår for de små landbrug. Udviklingen fik da også formanden til at arbejde for, at dansk landbrug kun skulle have en forening.
Jeg er helt enig med Peder Thomsen i hans udsagn om, at EU's landbrugsstøtte ikke kan afvikles over et par nætter. Et minus på 10 mia. i støttekroner til det liberale dansk landbrug vil ramme udkant-Danmark hårdt. EU's landbrugsstøtte skal omlægges og udfases over en årrække. Udfasningen af EUs landbrugsstøtte er alle partier i Danmark enige om, men ikke om tempoet i udfasningen. Men bare rolig – de franske landmænd sørger for, at tempoet bliver moderat.
Kvælstof- og pesticidforbruget skal efter krav i vandrammedirektivet fra landbrugets elskede EU nedbringes betydeligt i de kommende år. Det er ikke radikale krav, men jeg er enig. Afgifter er den mest effektive måde, hvis de tilstræbte mål skal nås. De dygtige landmænd har accepteret, at kvælstofforbruget skal ned over en periode.
Jeg er helt enig i Peder Thomsens modstand mod udspillet om en 3-dobling af landbrugets jordbeskatning. Dette forslag er ugennemtænkt og slet ikke konsekvensberegnet. Forslaget skal fjernes fra det radikale skatteudspil.
De radikales udspil om 10% af EU-støtten til genoprettelse af naturformål er ikke så forkert, som Peder Thomsen giver udtryk for. Med de lave priser på afgrøder som fx korn opgiver mange landmænd udnyttelsen af vandlidende arealer i bl.a. de mange ådale. Den nærmeste fremtid vil vise, at mange landmænd gerne – mod betaling – vil afhænde store ekstensivt dyrkede arealer. Som er par landboforeningsformænd sagde til mig. Vi skal afse disse arealer og have lov til at dyrke den gode jord intensivt.
Så Peder Thomsen – når du bruger kikkerten ud over det danske landbrug, så hold øjnene åbne – begge – for at få flere nuancer med. Spøttrup 19.sept 04
Åge Dahl Radikalt medlem Viborg Amtsråd og Spøttrup Kommune
Fmd. børn og kulturudvalget Spøttrup |